Rudyard Kipling: Kim

”Og hvad er du?” lo konen. ”Men du skulle tale godt om tyre. Har du ikke fortalt mig, at en dag vil der komme en Rød Tyr fra en mark for at hjælpe dig? Nå, pas nu på, at du ikke taber det, og bed den Hellige Mand om at velsigne mig. Måske kender han også et lægemiddel for min lille piges dårlige øjne. Spørg ham om det, Alverdens Lille Ven.”

Men Kim var hoppet af sted allerede førend hun blev færdig og undgik med held pariahunde og sultne bekendte.

”Sådan tigger vi, som forstår os på det,” sagde han stolt til lamaen, som gjorde store øjne ved synet af skålens indhold. ”Spis nu — jeg vil spise med. Ohé, bhisti !” råbte han til vandbæreren, som vandede crotonbuskene udenfor museet, ”kom her med noget vand! Vi mænd er tørstige.”

”Vi mænd!” gentog bhisti ’en leende. ”Mon en skindsæk er nok til et sådant par? Nå, så drik da, i Den Barmhjertiges navn.”

Han lod en tynd stråle rinde ned i Kims hænder og drengen drak på indfødt vis. Men lamaen hentede et bæger frem fra sin klædnings uudtømmelige folder og drak med stor højtidelighed.

” Pardesi (en udlænding),” forklarede Kim, da den gamle mand i et ukendt tungemål fremsagde noget, som øjensynligt var en velsignelse.

De spiste sammen med stor tilfredshed og tømte tiggerskålen. Derpå tog lamaen sig en pris tobak af en rummelig græskarflaske, fingererede en stund med sin rosenkrans og sank så hen i alderdommens rolige søvn, mens Zam-Zammahs skygge blev længere og længere.

Kim drev hen til den nærmeste tobaksbutik, der ejedes af en noget livlig ung muhammedanerinde, og tiggede sig en ildelugtende cigar af dem, der sælges til de indfødte studenter ved Punjab Universitetet, som efterligner englændernes sædvaner. Den dampede han på, mens han sad på hug under kanonen og mediterede, og resultatet af hans grublerier blev, at han pludseligt og sagte forsvandt i retning af Nila Rams tømmerplads.

Lamaen vågnede først, da aftenlivet var begyndt i staden, lygterne tændtes og hvidklædte skrivere og underordnede embedsmænd vendte hjem fra regeringens kontorer. Han stirrede forvirret i alle retninger, men ingen så til ham, undtagen en hindudreng i en snavset turban og isabellafarvede klæder. Pludselig bøjede han hovedet ned mod sine knæ og begyndte at jamre.

”Hvad er der?” spurgte drengen og stillede sig foran ham. ”Er du blevet bestjålet?”

”Det er min nye chela (discipel), som er gået fra mig, og jeg ved ikke, hvor han er.”

”Hvad var din discipel for en mand?”

”Det var en dreng, som kom til mig i stedet for ham, der døde, for den Fortjenestes skyld, som jeg erhvervede mig ved at bøje mig for Loven derinde.” Han pegede over mod museet. ”Han kom til mig for at vise mig et spor, som jeg havde tabt. Han førte mig ind i Vidunderhuset, og med sine ord gav han mig mod til at tale til Billedernes Vogter, hvorved jeg blev opmuntret og fik friske kræfter. Og da jeg var mat af sult, tiggede han til mig, som en chela tigger til sin lærer. Pludseligt blev han sendt mig, uden varsel er han forsvundet igen. Jeg havde i sinde at lære ham Loven på vejen til Benares.”

Kim stod helt forbavset ved at høre dette, for han havde beluret samtalen i museet og vidste derfor, at den gamle mand talte sandt, hvad en indfødt på rejse sjældent gør over for fremmede.

”Men nu ser jeg, at han kun blev sendt for det enkelte formåls skyld. Og deraf ved jeg, at jeg skal finde en vis Flod, som jeg Søger.”

”Pilens Flod?” sagde Kim med et overlegent smil.

”Er du en ny Udsending?” udbrød lamaen. ”Til ingen har jeg talt om min Søgen, undtagen til Billedernes Præst derinde. Hvem er du?”

”Din chela ,” sagde Kim ligefremt og satte sig på hug. ”Jeg har aldrig set én som dig. Jeg vil gå med dig til Benares, og desuden vil jeg mene, at en mand, der er så gammel som du og som siger sandheden til folk, han tilfældigt træffer i tusmørket, har stort behov for en discipel.”

”Men Floden — Pilens Flod?”

”Åh, det hørte jeg, da du talte med englænderen. Jeg lå uden for døren.”

Lamaen sukkede. ”Jeg troede, at du var en Fører, der var blevet mig beskåret. Sligt hænder stundom — men jeg er ikke værdig dertil. Du kender altså ikke Floden?”

”Nej jeg gør ikke.” Kim lo lidt usikkert. ”Jeg drager ud for at lede efter — efter en Tyr — en Rød Tyr på en grøn mark, som skal hjælpe mig.”

Som en ægte dreng havde Kim altid straks sine egne planer, når en af hans bekendte havde noget for, og som en ægte dreng havde han virkelig tænkt hele tyve minutter i træk over sin faders spådom.

”Hjælpe dig — hvortil mit barn?” spurgte lamaen.

”Gud ved det, men sådan sagde min far. Jeg hørte dig fortælle inde i Vidunderhuset om alle de sælsomme steder i bjergene, og når en, der er så gammel og så lidt — så vant til at tale sandhed — kan drage ud for at finde en smule flod, synes jeg, at jeg også burde gå på rejse. Hvis det er bestemt, at vi skal finde disse ting, så finder vi dem — du din Flod, og jeg min Tyr og de Stærke Søjler og nogle andre ting, som jeg har glemt.”

”Det er ikke søjler, men et Hjul, som jeg vil befri mig fra,” sagde lamaen.

”Det kommer ud på et. Måske jeg bliver gjort til konge,” sagde Kim med stor sindsro og forberedt på alt.

”Jeg vil lære dig andre og bedre ønsker på vejen,” sagde lamaen myndigt. ”Lad os så gå til Benares.”

”Ikke i aften, der er røvere på vejen. Vent, til det bliver dag.”

”Men her er intet sted, hvor vi kan sove.” Den gamle mand var vant til ordenen i klosteret, og skønt han sov på gulvet, som reglerne foreskriver, foretrak han at bevare sømmeligheden i denne sag.

”Vi kan få godt natteherberg i Kashmir Karavanserajet,” sagde Kim og lo af hans forfærdelse. ”Jeg har en ven dér. Kom!”

De hede og menneskefyldte basarer strålede af lys, mens de to banede sig vej gennem trængselen af alle Nordindiens menneskeracer. Lamaen måbede gennem det hele som en drømmende. Det var første gang, han befandt sig i en stor fabriksby, og de overfyldte sporvogne med deres konstant pibende bremser forskrækkede ham. Halvt puffet, halvt bugseret nåede han endelig den store port til Kashmir Karavanserajet — en vældig, åben firkantet plads lige over for banegården, omgivet af hvælvede søjlegange, hvor kamel- og hestekaravanerne tager ind, når de vender hjem fra Centralasien. Her var alle slags folk fra det nordlige i færd med at passe deres tøjrede heste og knælende kameler; med at læsse baller og pakker på eller af dyrene; med at hale vand til aftensmaden op af brøndene med de knirkende spil; med at give de vrinskende, blankøjede hingste hø; med at banke de gnavne karavanehunde; med at betale deres kameldrivere; med at antage nye staldkarle; med at bande, råbe, diskutere og gøre løjer i den opfyldte gård. Søjlegangene, op til hvilke man kom ad en tre, fire murstenstrin, udgjorde en nødhavn rundt om dette oprørte hav. De fleste af dem var udlejede til handelsmænd, ligesom man i Europa udlejer buerne under en viadukt. Rummet mellem søjle og søjle var ved hjælp af mursten eller brædder afsondret i værelser, der lukkedes med svære trædøre og klodsede hængelåse af indisk tilvirkning. En aflåst dør viste, at ejermanden var bortrejst, og nogle få kluntede — undertiden meget kluntede — kradserier med kridt eller maling meddelte, hvor han var taget hen. For eksempel: ”Lutuf Ullah er draget til Kurdistan.” Og nedenunder stod der et haltende vers: ”Oh Allah, du som tillader lus at leve på en kabulmands kjortel, hvorfor har du ladet denne lus Lutuf leve så længe?”

Stadig dækkende lamaen mod ophidsede mennesker og ophidsede dyr, gik Kim rundt langs søjlegangen til gårdens anden ende — den nærmest banegården — hvor hestehandleren Mahbub Ali boede, når han kom hertil fra det hemmelighedsfulde land hinsides de nordlige bjergpas.