Rudyard Kipling: Kim

”Hinduerne faldt også ned af Zam-Zammah. Muhammedanerne puffede dem ned. Din far var postejbager…”

Han standsede, for rundt om hjørnet, fra den larmende Moti Basar, kom en mand sjokkende, hvis lige Kim aldrig havde set, skønt han troede at kende alle kaster. Manden var næsten seks fod høj, klædt i en meget folderig dragt af snavset tøj, der lignede et hestedækken, og ikke af nogen af dens folder kunne Kim udtyde kendetegn for noget ham bekendt håndværk eller profession. Ved hans bælte hang et langt pennefoderal af jerntråds-filigran og en rosenkrans af træ, af den slags, hellige mænd bærer. På hovedet havde han en slags kolossal hue. Hans ansigt var gult og rynket ligesom Fook Shings, den kinesiske skomagers i basaren. Hans øjne var skæve, idet øjenkrogene var drejede opad, og de lignede to små striber onyks.

”Hvem er det?” sagde Kim til sine kammerater.

”Måske er det en mand,” sagde Abdallah med fingeren i munden og gloede.

”Ja, sikkert,” sagde Kim. ”Men han ligner ikke nogen mand i Indien, som jeg nogensinde har set.”

”Måske er han præst,” sagde Chota Lal, der fik øje på rosenkransen.

”Se! Han går ind i Vidunderhuset!”

”Nej, nej,” sagde politibetjenten og rystede på hovedet. ”Jeg forstår ikke din tale.” Betjenten talte punjabi. ”Halløj, du, Alverdens Ven, hvad er det, han siger?”

”Send ham herhen,” sagde Kim, idet han lod sig glide ned fra Zam-Zammah og slog op med sine bare hæle. ”Han er en fremmed og du er en bøffel.”

Manden vendte sig hjælpeløst bort og sjokkede hen imod drengene. Han var gammel og hans uldne kappe stank endnu af bjergpassenes ildelugtende bynke.

”Børn, hvad er dette for et stort hus?” sagde han på temmelig godt urdu.

”Ajaib-Gher, Vidunderhuset!” sagde Kim uden at give ham nogen titel — såsom Lala eller Mian. Han kunne ikke gætte sig til mandens tro.

”Aha! Vidunderhuset! Kan enhver gå derind?”

”Det står skrevet over døren — alle kan træde ind.”

”Uden at betale?”

”Jeg går ind og ud og jeg er ikke bankier,” lo Kim.

”Ak, jeg er en gammel mand. Jeg vidste det ikke.”

Og dermed vendte han sig, fingererende ved sin rosenkrans, atter halvt mod museet.

”Hvad er din kaste? Hvor er dit hus? Kommer du langvejsfra?” spurgte Kim.

”Jeg kom over Kulu — fra hinsides Kailas — men hvad ved I derom? Fra bjergene hvor” — han sukkede — ”luften og vandet er friske og kølige.”

”Aha! Khitai (en kineser),” sagde Abdallah stolt. Fook Shing havde engang jaget ham ud af sin skomagerbod, fordi han havde spyttet på gudebilledet oven over støvlerne.

” Pahari (en bjergbo),” sagde lille Chota Lal.

”Ja, mit barn, en bjergbo — fra bjerge, som du aldrig vil få at se. Har du hørt tale om Bhotiyal (Tibet)? Jeg er ingen khitai, men en bhotiya (tibetaner), siden du endelig vil vide det — en lama — hvad man i jeres tungemål kalder en guru.”

”En guru fra Tibet,” sagde Kim. ”En sådan mand har jeg aldrig set. Er de da hinduer i Tibet?”

”Vi følger den Midterste Vej. Vi lever i fred i vore lamaklostre og jeg er draget ud for at se de Fire Hellige Steder før min død. Nu ved I, som er børn, lige så meget som jeg, der er gammel.” Han smilede godmodigt til drengene.

”Har du spist?”

Han famlede indenfor sin kappe og fremdrog en slidt tiggerskål af træ. Drengene nikkede. Alle præster af deres bekendtskab var tiggere.

”Jeg ønsker ikke at spise lige nu.” Han drejede hovedet som en gammel skildpadde i solskin. ”Er det sandt, at der er mange billeder i Lahores Vidunderhus?” Han gentog de sidste ord som en, der vil være sikker på en adresse.

”Det er sandt,” svarede Abdallah. ”Huset er fuldt af afgudsbilleder. Du er altså afgudsdyrker?”

”Bryd dig ikke om ham,” sagde Kim. ”Det er regeringens hus og der er ingen afgudsdyrkelse i det, men kun en sahib med hvidt skæg. Kom med mig, så skal jeg vise dig vej.”

”Fremmede præster æder drenge,” hviskede Chota Lal.

”Og han er fremmed og tilmed en but-parast (afgudsdyrker),” tilføjede muhammedaneren Abdallah.

Kim lo. ”Han er ny. Løb I hjem til sikkerhed på jeres mors skød. Kom!”

Kim drejede på det klirrende tælleapparat, den gamle mand fulgte efter og standsede forbavset. I forsalen stod opstillet de større værker af den græko-buddhistiske billedhuggerkunst, frembragte for — ja, videnskabsmændene ved, for hvor lang tid siden — af længst glemte arbejdere, hvis hænder, ikke uden held og duelighed, famlede efter det på en så mystisk måde nedarvede græske greb om tingene. Der var billedhuggerarbejder i hundredvis, relieffriser, brudstykker af statuer, stenplader fulde af figurer, som havde dækket teglstensmurene på de buddhistiske stupa ’er og vihara ’er i det nordlige, og som nu, udgravede og etiketterede, var museets stolthed. Undrende og med åben mund vendte lamaen sig hid og did og standsede endelig i henrykt beskuen af et stort højrelief, som forestillede den allerhøjeste Buddhas kroning eller apoteose. Herren var fremstillet siddende på en lotus, og relieffet var hugget så dybt, at dens blomsterblade næsten stod frit ud. Rundt om ham stod et tilbedende hierarki af konger, ældste og gamle tiders buddhaer. Forneden var et lotusbegroet vand med fisk og vadefugle. To devaer med sommerfuglevinger holdt en guirlande over hans hoved og ovenover dem bar et andet par en baldakin, der kronedes af Bodhisats juvelbesatte hovedsmykke.

”Herren! Herren! Det er selve Sakya Muni”, udbrød lamaen næsten hulkende og ganske sagte begyndte han den vidunderlige buddhistiske påkaldelse:

”Og han er her!” vedblev han. ”Så er den Allermest Ophøjede Lov her også. Det er en god begyndelse på min pilgrimsfærd. Og hvilket arbejde det er! Hvor veludført!”

”Der kommer sahib’en,” sagde Kim og smuttede til side ind mellem montrerne i fløjen for kunst og industri. En hvidskægget englænder stod og så på lamaen, som højtideligt vendte sig, hilste ham og efter nogen famlen trak en lommebog frem, op af hvilken han tog en stump papir.

”Ja, det er mit navn,” sagde englænderen og smilede over den klodsede, barnlige skrift.

”En af os, som har gjort pilgrimsfærden til de Hellige Steder — han er nu abbed i Lung-Cho klosteret — gav mig det,” stammede lamaen. ”Han talte også om disse.” Hans magre hånd pegede skælvende rundt omkring.

”Velkommen da, lama fra Tibet. Her er billederne, og jeg er her” — han kastede et blik på lamaens ansigt — ”for at samle kundskaber. Kom med ind på mit kontor.” Den gamle mand rystede af spænding.

Kontoret var kun et lille rum, som ved træskillerum var adskilt fra den af skulpturer opfyldte gang. Kim lagde sig ned med øret til en revne i den af heden stærkt medtagne cedertræsdør og følgende sit instinkt gav han sig til at se og høre.

Det meste af, hvad der blev sagt, gik over hans forstand. Lamaen talte, i begyndelsen tøvende, til bestyreren om sit eget kloster Such-zen, lige over for de Farvede Klipper, fire måneders vandring fra Lahore. Bestyreren fremtog en stor bog med fotografier og viste ham selve klosteret højt oppe på dets klippetinde skuende ud over den vældige dal med de mangefarvede bjerglag.

” Ay, ay !” Lamaen satte et par kinesiske hornbriller på sin næse. ”Her er den lille dør, gennem hvilken vi bringer brænde ind før vinteren. Og du — I englændere kender til alle disse ting? Han, som nu er abbed i Lung-Cho, fortalte mig derom, men jeg troede det ikke. — Og Herren — Den Allerfortræffeligste — æres han også her? Kender I hans liv?”