Rudyard Kipling - Kim

Lamaen løftede aldrig øjnene. Han så ikke ågerkarlen, der skyndte sig af sted på sin stumprumpede pony for at indkræve blodige renter; ej heller den højrøstede lille flok hjempermitterede indfødte soldater, der marcherede i militær formation, men som var henrykte over at være sluppet af med deres benklæder og jakker og sagde de frygteligste ting til de agtværdigste kvinder, de kom forbi. End ikke manden, der solgte gangesvand, så han, og Kim havde ventet, at han i det mindste ville købe en flaske af denne kostelige væske. Han stirrede stadig på jorden og skridtede støt ud, time efter time, mens hans sjæl var andetsteds. Men Kim var i den syvende himmel af glæde. Den store landevej var på denne strækning anlagt på en dæmning for at være beskyttet imod de vinterlige oversvømmelser fra bjergene, så at man vandrede hævet op over selve landet som på en storslået fæstningsmur og så hele Indien ligge udbredt for sine fødder til højre og til venstre. Det var et smukt syn at se fragtvognene belæssede med korn og bomuld og forspændte med mange okser kravle hen over bivejene. Man kunne høre deres knirkende og pibende aksler en mil borte og høre dem komme nærmere og nærmere, indtil de endelig under råb og skrål og skældsord klavrede op ad den stejle skråning og drejede ind på den faste hovedlandevej, mens kusk fornærmede kusk. Og det var et lige så smukt syn at betragte menneskene, når de som små klatter af rødt og blåt og blegrødt og hvidt og saffran drejede af fra vejen ned mod deres egne landsbyer, spredte i grupper på to og tre og blev mindre og mindre, efterhånden som de drog hen over den flade slette. Kim følte alt dette, skønt han ikke kunne klæde sine følelser i ord. Derfor lod han sig nøje med at købe skrællet sukkerrør og spytte marven ud på vejen. Lamaen tog sig en pris fra tid til anden. Til sidst kunne Kim ikke længere holde tavsheden ud.

”Det er et godt land, dette Sydens land,” sagde han. ”Luften er god, vandet er godt. Ikke sandt?”

”Og alle er de bundne til Hjulet,” sagde lamaen. ”Bundne fra liv til liv. Ingen af dem har skuet Vejen.” Og han vendte tilbage til denne verden.

”Og nu har vi gået en lang og trættende vej,” sagde Kim. ”Vi kommer sikkert snart til en parao (lejrplads, hvilested). Skal vi gøre holdt dér? Se, solen er ved at gå ned.”

”Hvem vil give os føde i aften?”

”Det er lige meget. Hele landet er fuldt af gode mennesker. Og desuden” — han sænkede stemmen til den sagtest mulige hvisken — ”desuden har vi penge.”

Da de nærmede sig det hvilested, der skulle være enden på deres dagsrejse, tættedes menneskestrømmen. En række boder, hvori der solgtes tarvelig mad og tobak, en stabel pindebrænde, en politistation, en brønd, et hestetrug, nogle få træer og under disse sammentrampet jord, plettet af sort aske fra gamle bål — således ser en parao ved den store hovedlandevej ud, hvis man ser væk fra tiggerne og kragerne — begge sultne.

Solen sendte allerede brede gyldne striber ind mellem mangotræernes lavere grene. Parakitterne og duerne vendte hjem i hundredvis. De sladrende, gråryggede skader vandrede frem og tilbage i grupper på to og tre næsten lige for de rejsendes fødder og drøftede dagens hændelser og en uro og raslen i grenene sagde, at flagermusene var rede til at drage ud på natpatrulje. Lyset svandt hurtigt. Et øjeblik farvede det menneskenes ansigter, vognenes hjul og oksernes horn røde som blod. Så faldt natten på. Luften blev straks anderledes at føle. Der lagde sig et let, jævnt, blåligt tågeslør over landet, og skarpt og tydeligt lugtede man brænderøgen og kvæget og den behagelige duft af hvedekagerne, som bagtes i asken. Aftenpatruljen skyndte sig ud fra politistationen med selvbevidst hosten og gentagelse af ordrer, og gløden i en fragtmands hukah skinnede rødt, mens Kims blik mekanisk iagttog solskærets sidste flimren på messingtængerne, som han havde taget gløden fra bålet med.

Livet på parao ’en lignede i høj grad livet i karavanserajet, om end i mindre målestok. Kim dykkede ind i det fornøjelige asiatiske virvar, hvor man, når man blot giver sig tid, finder alt, hvad et fordringsløst menneske behøver.

Kims fornødenheder var få, for da lamaen ingen kastefordomme havde, kunne kogt mad købes i den nærmeste bod. Men som en luksus købte Kim også en håndfuld kager af tørret gødning til at tænde bål med. Rundt omkring kom og gik mænd imellem de små bål og råbte på olie eller syltetøj eller korn eller tobak og puffede til hinanden, mens de ventede på at komme til ved brønden. Og igennem støjen af mændenes stemmer kunne man fra de fraspændte, tilskoddede vogne høre høje, skingrende røster og latter af kvinder, hvis ansigter offentligheden ikke måtte se.

Nu til dags er veluddannede indfødte af den anskuelse, at når deres kvinder rejser — og de aflægger mange besøg — sker det bedst og hurtigst ved at lade dem køre med toget i en med jalousier forsynet kupé, og denne skik griber mere og mere om sig. Men der er altid dem af den gamle skole, som hænger fast ved forfædrenes skikke, og der er frem for alt gamle kvinder, som er langt mere konservative end mændene og som hen imod deres livs aften begiver sig ud på pilgrimsfærd. Disse, visne og lidet attråværdige, har under visse omstændigheder intet imod at lade sløret falde. Efter at have været indelukkede i så lang tid, i hvilken de dog stadig har stået i forretningsmæssig forbindelse med tusinder af interesser udenfor, holder de af den åbne landevejs travlhed og liv, af forsamlingerne ved helligdommene og af de utallige lejligheder til at slå en sladder af med ligesindede gamle damer. Meget ofte passer det en længe lidende familie udmærket, at en ældre hvastunget havgasse forlyster sig med på denne måde at drage på eventyr rundt om i Indien, for visselig er pilgrimsfærd en Guderne velbehagelig gerning. Derfor kan man i hele Indien, på de mest afsides steder som på de folkerigeste, finde en og anden lille skare gråhærdede tjenere, der nominelt bevogter en gammel dame, som er mere eller mindre skjult bag gardinerne på en oksetrukket vogn. Disse mænd er støtte og diskrete folk, og når en europæer eller en indfødt af høj kaste er i nærheden omgiver de deres herskerinde med de mest vidtgående forsigtighedsforanstaltninger. Men til daglig træffes ingen sådanne forholdsregler. Den gamle dame er, når alt kommer til alt, meget menneskelig og lever for at se på livet.

Kim bed mærke i en pragtfuldt udsmykket ruth eller oksetrukken familievogn med et smukt broderet, tvekuplet tag, der mindede om en topuklet kamel. Den var netop kommet kørende ind på parao ’en, ledsaget af et følge på otte mand, af hvilke to var bevæbnede med rustne sabler — sikkre tegn på, at vognens ejerinde var af høj rang, for tarvelige folk bærer ikke våben. En stadig voksende kaglen af klager, befalinger, vittigheder, og hvad der i en europæers øren ville have lydt som sprogblomster, lød inde mellem gardinerne. Det var øjensynligt en dame, der var vant til at befale.

Kim studerede følget med kritisk blik. Halvdelen af dem var tyndbenede, gråskæggede ooryaer fra lavlandet. Den anden halvdel var bjergfolk nordfra, klædt i dyffel og med filthatte. Denne blanding var talende nok, også selv om han ikke havde hørt de to gruppers konstante skærmydsler. Den gamle dame skulle på besøg sydpå — formentlig hos en rig slægtning og temmelig sikkert hos en svigersøn, der som tegn på ærbødighed havde sendt hende en eskorte i møde. Bjergfolkene tilhørte hendes eget folk — fra Kulu eller Kangra. Det var tydeligt nok, at hun ikke rejste for at bringe sin datter til hendes brudgom, for i så fald ville forhængene være trukket ganske tæt sammen og vagten ville ikke have tilladt nogen som helst at nærme sig vognen. En munter dame med et livligt sind, tænkte Kim, idet han balancerede med sine gødningkager i den ene hånd og maden i den anden og styrede lamaen ved at puffe til ham med skulderen. Der kunne måske bringes noget ud af det møde. Lamaen ville ikke være til hjælp, men som samvittighedsfuld chela var det Kim en fornøjelse at tigge for to.