Rudyard Kipling - Kim

Denne stemme og nogle skarpe piskesmæld lød fra en støvsky en tredive-fyrre yards borte, hvor en fragtvogn var gået i stykker. En høj kathiawar-hoppe med lynende øjne og dirrende næsebor kom farende ud af virvaret, prustende og dansende, medens dens rytter styrede den tværs over landevejen på jagt efter en råbende mand. Rytteren var høj og gråskægget. Han sad på det næsten vanvittige dyr, som var han ét med det, og piskede med øvet hånd sit offer under hestens spring.

Den gamle soldats ansigt strålede af stolthed.

”Min søn!” sagde han kort og halede i tøjlen for at få ponyens hals til at krumme sig i en smuk bue.

”Skal jeg prygles her i politiets påsyn?” skreg fragtvognens kusk. ”Jeg forlanger retfærdighed…”

”Skal jeg standses her af en skrålende abe, som vælter ti tusind sække lige for næsen af en ung hest? Det er sådan, at en hoppe ødelægges.”

”Det er sandt. Det er sandt. Men styre den kan han,” sagde den gamle mand. Kusken havde søgt dækning under sin vogn og truede nu med alle slags hævn.

”Skrappe karle, dine sønner,” sagde politibetjenten roligt og stangede tænder.

Rytteren afleverede et sidste velment slag med sin pisk og red videre i kort galop.

”Min fader!” Han standsede dyret og sprang af.

Også den gamle mand kom ned fra sin pony i en fart, og derpå omfavnede de hinanden, som far og søn gør i østerlandene.

Derefter gav de sig til at tale sammen med sænkede stemmer. Kim slog sig ned under et træ, men lamaen trak ham utålmodig i ærmet.

”Lad os gå videre. Floden er ikke her.”

” Hai mai ! [*]Har vi ikke gået langt nok til nu? Vor Flod løber ikke fra os. Vær tålmodig, så giver han os almisse.”

”Han dér,” sagde den gamle soldat pludselig, ”er Stjernernes Ven. Han fortalte mig nyheden i går. Han havde i et syn set selve Manden udstede ordrer til krigen.”

”Hm!” sagde sønnen med en stemme, der kom dybt nede fra hans brede bryst. ”Han har hørt rygtet i basarerne og slået plat på det.”

Hans fader lo. ”I det mindste kom han ikke til mig for at tigge om en ny stridshest og Guderne må vide hvor mange rupier. Har dine brødres regimenter også fået marchordre?”

”Jeg ved det ikke. Jeg tog orlov og red hurtigt hjem til dig, for det tilfældes skyld, at…”

”For det tilfældes skyld, at de skulle være kommet dig i forkøbet med at tigge. I er spillere og ødelande til hobe! Men du har aldrig før været i krig. Dér får du ganske sikkert brug for en god hest. Og en flink tjener og ligeledes en god pony til de lange marcher. Lad os se — lad os se.” Han trommede på sadelknappen.

”Her er ikke stedet til at opstille regnestykker, fader. Lad os ride hjem til dit hus.”

”Så betal i det mindste drengen. Jeg har ingen pice på mig og han har bragt gode tidender. Halløj, Alverdens Ven! Der står en krig for døren, som du sagde.”

”Jeg ved det, en krig,” svarede Kim roligt.

”Hæ!” sagde lamaen, fingererende ved sin rosenkrans og længselsfuld efter at komme videre.

”Min herre forlanger ingen løn af stjernerne. Vi bragte nyheden — det kan du bevidne, vi bragte dig nyheden, og nu går vi.” Og Kim strakte sin hule hånd en smule frem.

Sønnen tilkastede ham en sølvmønt og brummede noget om tiggere og gøglere. Det var et fire-anna-stykke, som de kunne leve af — og godt — i flere dage. Lamaen, som så det blanke metal glimte i solskinnet, fremdrævede en velsignelse.

”Farvel, Alverdens Ven,” råbte den gamle soldat med sin skingre stemme, idet han drejede sin ganger. ”Én eneste gang i alle mine dage har jeg truffet en sand profet — som ikke var i hæren.”

Fader og søn red bort sammen, den gamle mand lige så rank i sadlen som den yngre.

En punjabi-politibetjent i gule lærredsbukser kom slentrende tværs over vejen. Han havde set mønten blive kastet til Kim.

”Holdt!” råbte han på engelsk med stor værdighed. ”Véd I ikke, at der er en skat på to annas for hver, hvilket er fire annas, for de, som betræder landevejen fra denne sidevej? Det er efter Sirkarens befaling, og pengene anvendes til at plante træer for og holde vejen i smuk og god stand.”

”Og politiets maver ligeledes,” svarede Kim og smuttede udenfor betjentens rækkevidde. ”Tænk dig om et øjeblik, skvadderhoved. Tror du, at vi kommer fra den nærmeste dam ligesom din svigerfader frøen? Har du nogensinde hørt din broders navn?”

”Og hvem var han? Lad drengen være i fred,” råbte en ældre betjent umådelig fornøjet, idet han satte sig ned på verandaen for at ryge en pibe.

”Han tog etiketten af en flaske belaitee-pani (sodavand) og klistrede den på en bro, og så opkrævede han skat af dem, der ville over, og sagde, at det var efter Sirkarens ordre. Det gik en måned, så kom der en englænder og slog hovedet ned i maven på ham. Nej, broder, jeg er bymus og ikke landmus!”

Betjenten trak sig flov tilbage og Kim hujede ad ham et langt stykke hen ad vejen.

”Har du nogensinde set mage til discipel som jeg?” råbte han muntert til lamaen. ”Alverden ville have flået dig og plukket dig, inden du var kommet ti mil fra Lahore, hvis jeg ikke havde vogtet over dig.”

”Jeg overvejer netop, om du ikke stundom er en ånd og stundom en djævleunge,” sagde lamaen med et langsomt smil.

”Jeg er din chela .” Og dermed gav Kim sig til at gå i trit med lamaen — i denne de vidtomflakkende vandreres ubeskrivelige gangart, som er den samme hele verden over.

”Lad os gå,” mumlede lamaen, og under hans rosenkrans’ raslen vandrede de i tavshed mil efter mil. Lamaen var som sædvanlig dybt hensunken i betragtninger, mens Kims klare øjne var vidt åbne. Denne brede, smilende livets flod var efter hans mening langt bedre end de snævre og overfyldte gader i Lahore. Her var nye mennesker og nye ting at se på ved hvert skridt — kendte kaster og kaster, som lå fuldstændigt udenfor hans erfaring.

De mødte en skare, langhårede, stramt lugtende sansier med kurve fulde af firben og anden uren føde på deres rygge og med mange hunde snusende til deres hæle. Disse mennesker holdt sig til deres egen side af vejen og bevægede sig af sted i et hurtigt, frygtsomt trav, og alle andre kaster veg langsomt til side for dem, for at berøre en sansi medfører dyb besmittelse. Bag dem kom en mand, der nyligt var sluppet ud af fængselet, vandrende gennem alléen med lange og stive skridt, som om han endnu havde lænker om fødderne. Hans trinde mave og blanke hud bar vidnesbyrd om, at regeringen føder sine fanger bedre, end de fleste hæderlige mænd kan føde sig selv. Kim var velkendt med det trav og ålede ham i forbigående med den. Så spankulerede en akali forbi, en sikhisk hellig mand med vilde øjne og flagrende hår, klædt i sin tros blåternede dragt og med blanke stålringe skinnende på den høje kegleformede blå turban. Han var på hjemvejen fra et besøg i en af de uafhængige sikhiske stater, hvor han havde sunget de gamle sange om Khalsas [*]hæder for fyrster, der havde studeret ved universitetet og bar kravestøvler og hvide bomuldsbenklæder. Kim tog sig vel i agt for at opirre denne mand, for en akali har kort lunte men en lang arm. Hist og her mødte de eller indhentedes af broget klædte skarer — hele landsbybefolkninger, som drog til et eller andet marked i omegnen. Kvinderne vandrede bag mændene med pattebørnene på hoften, de ældre drenge red kæphest på sukkerrør, trak med legetøjslokomotiver af messing, sådanne som sælges for en halv penny, eller sendte solglimt ind i de voksnes ansigter med billige spejle. Man kunne med et blik se hver enkelts indkøb, eller hvis man var i tvivl, behøvede man kun at lægge mærke til kvinderne, som satte de brune arme mod hinanden for at sammenligne de nye armbånd af mat glas, som kommer oppe fra de nordvestlige provinser. Disse lystige folk kom kun langsomt af sted. De råbte til hverandre, de standsede for at tinge med syltetøjshandlere, eller for at bede foran et af de små altre ved siden af vejen — stundom hinduiske, stundom muhammedanske — som begge trosbekendelsers lavere kaster enes om i skøn upartiskhed. Så kom en lang, blå linje, der steg og faldt som ryggen af en kålorm, der havde travlt, til syne gennem vejens dansende støv og travede forbi under et kor af ivrigt snadrende stemmer. Det var en flok changar ’er — de kvinder, som har påtaget sig jordarbejdet ved alle jernbanerne i det nordlige — en skare platfodede, fuldbarmede, sværlemmede, blåskørtede jordslæbersker, der på grund af rygter om nyt arbejde skyndte sig nordpå uden at spilde tiden på vejen. De tilhører en kaste, hvor mænd intet betyder, og de marcherede af sted med armene i siden, vuggende hofter og løftede hoveder som kvinder, der er vante til at bære tunge byrder. Lidt efter drejede et bryllupstog fra en sidevej ind på den store hovedlandevej med musik og råb og en duft af morgenfruer og jasminer, der endog kvalte stanken af støvet. Man kunne se brudens bærestol gennem støvskyerne som en forvirret masse af rød maling og flitterguld, der rokkede af sted, mens brudgommens guirlandebehængte pony drejede sig til siden for at snappe en mundfuld fra et forbikørende hølæs. Kim stemte med i det fyrværkeri af gode ønsker og dårlige vittigheder, der knaldede af fra alle sider, og ønskede parret hundrede sønner og ingen døtre, som ordsproget siger. Men endnu mere interessant og mere til at råbe hurra over var det, når en omflakkende gøgler med nogle halvt dresserede aber eller en pustende, mat bjørn, eller en kvinde, som bandt gedehorn til sine fødder og med dem på dansede på slap line, fik hestene til at blive sky og kvinderne til at udstøde skingrende, langtrukne hvin af forbløffelse.