Rudyard Kipling - Kim

”I Hind er det en anden sag,” svarede Kim tørt. ”Deres Guder er mangearmede og onde. Hold dig fra dem.”

”Jeg kunne have lyst til at følge dig lidt på vej, Alverdens Ven — dig og din gule mand.” Det var den gamle soldat, der kom ridende i pasgang hen ad landsbyens gade på en mager, skævbenet pony. Han så helt skyggeagtig ud i daggryet. ”Sidste aften fik erindringens kilder til at vælde frem i mit indtørrede hjerte og det var en velsignelse for mig. Du har ret. Der er krig i luften. Jeg kan lugte den. Se her! Jeg har taget min sabel med.”

Han sad med sine lange ben på sit lille dyr med den store sabel ved sin side, hånden hvilende på saddelknappen og bistert stirrende ud over det flade land mod nord.

”Fortæl mig igen om, hvordan Han viste sig for dig i dit syn. Kom her, sæt dig op bagved mig. Dyret kan godt bære to.”

”Jeg er denne Hellige Mands discipel,” svarede Kim, medens de forlod landsbyen. Dens indbyggere syntes næsten bedrøvede ved at se dem gå, men præstens farvel var køligt og afmålt. Han havde spildt god opium på en pengeløs mand.

”Vel talt. Jeg kender lidet til hellige mænd, men respekt er altid en god ting. Der er ingen respekt blandt folk nu til dags — ikke engang når en Statholder-Sahib kommer for at besøge mig. Men hvordan går det til, at en, hvis stjerne fører ham til krig, følger en hellig mand?”

”Jamen han er virkelig og i sandhed hellig,” sagde Kim alvorligt. ”Hellig i ord og gerning. Han er ikke som andre. Jeg har aldrig set hans mage. Vi er ikke spåmænd eller gøglere eller tiggere.”

”Du er det ikke, det kan jeg se, men den anden kender jeg ikke noget til. Han skridter for resten dygtigt ud.”

Morgenens friskhed fik lamaen til at marchere af sted med lange, kamelagtige skridt. Han var dybt hensunket i meditation og klikkede mekanisk på sin rosenkrans.

De fulgte den ujævne og knudrede bivej, der snoede sig hen over sletten mellem de store, mørkegrønne mangolunde, mens de snedækkede Himalayabjerges linje tegnede sig svagt mod øst. Alle mennesker var på arbejde i marken, brøndvinderne knirkede, plovmændene råbte til deres forspand og kragerne skreg. Selv ponyen følte morgenens indflydelse og slog næsten over i trav, da Kim lagde hånden på stigbøjleremmen.

”Jeg angrer, at jeg ikke gav en rupi til templet,” sagde lamaen, da han nåede den sidste perle af rosenkransens en og firs.

Den gamle soldat brummede noget i skægget, hvorved lamaen for første gang bemærkede ham.

”Søger du også Floden?” sagde han og vendte sig om mod ham.

”Dagen er ung endnu,” var svaret. ”Hvad brug har vi for en flod til hestevanding førend om aftenen? Nej, jeg er kommet for at vise dig en genvej til den store landevej.”

”Det er en høflighed, som bør huskes, mand med det venlige sind. Men hvortil sværdet?”

Den gamle soldat så skamfuld ud som et barn, der bliver grebet i at lege voksen.

”Sværd ved lænd,” sagde han og fingererede ved sin sabel. ”Åh, det var et indfald af mig — en gammel mands grille. Ganske vist har politiet befalet, at ingen mand i Hind må bære våben, men” — han satte et muntrere ansigt op og slog på sabelfæstet — ”alle betjentene her på egnen kender mig.”

”Det er intet smukt indfald,” sagde lamaen. ”Hvad gavner det at dræbe mennesker?”

”Såre lidt, det ved jeg nok. Men dersom slette mennesker ikke nu og da blev dræbt, ville det være en slem verden for våbenløse drømmere. Jeg kan tale med om det, jeg som har set landet lige fra Delhi og sydpå overskyllet af blod.”

”Hvilken galskab var det?”

”Guderne alene ved det — de sendte den som en ond syge. En galskab brød ud i hele hæren, og soldaterne rejste sig mod deres officerer. Det var det første onde, men det havde dog ikke været uopretteligt, hvis de havde ladet det blive derved. Men de gav sig til at dræbe sahib’ernes hustruer og børn. Og så kom sahib’erne fra landet hinsides havet og gik såre strengt i rette med dem.”

”Jeg tror, jeg mindes et sådant rygte engang for længe siden. Folk kaldte det Det sorte År, husker jeg.”

”Hvilket slags liv har du ført, at du ikke kender Året? Et rygte, siger du! Hele verden vidste derom og skælvede.”

”Vor jord har aldrig skælvet undtagen én gang — den dag, da Den Allerfortræffeligste modtog sin åbenbaring.”

”Hæ! Jeg så i det mindste Delhi skælve og Delhi er jordens navle.”

”De vendte sig imod kvinder og børn, siger du? Det var en slet handling og straffen for den kan ikke undgås.”

”Mange søgte at undgå den, men med såre ringe held. Jeg stod den gang ved et kavaleriregiment, som opløste sig helt. Hvor mange af de sekshundrede og firsindstyve mand tror du forblev trofaste mod deres salt? Tre. Og af dem var jeg den ene.”

”Så meget desto større Fortjeneste indlagde du dig.”

”Fortjeneste! Vi betragtede ikke det som fortjeneste i de dage. Min slægt, mine venner, mine brødre faldt fra mig. De sagde: ’Englændernes tid er omme. Lad hver mand skaffe sig selv en lille ejendom.’ Men jeg havde talt med folk fra Sobraon, fra Chillianwallah, fra Mudki og Firozishah, og jeg sagde: ’Vent lidt, så vender vinden sig. Der er ingen velsignelse i dette værk.’ I de dage red jeg halvfjerdsindstyve mil med en engelsk memsahib og hendes barn foran mig på saddelen. Ja, det var en hest for en mand! Jeg bragte dem i sikkerhed og vendte så tilbage til min officer — den eneste af vore fem, der ikke var blevet dræbt. ’Giv mig arbejde’, sagde jeg, ’for jeg er jaget ud af min slægt og min fætters blod er vådt på min klinge.’ ’Vær rolig’, sagde han. ’Vi har en stor gerning for os. Og når denne galskab er overstået, kommer belønningen.’”

”Ja, belønningen kommer, når galskaben er overstået. Vist så,” mumlede lamaen halvt for sig selv.

”I de dage hængte de ikke medaljer på alle og enhver, som ved en fejltagelse havde hørt en kanon gå af. Nej! Jeg var med i nitten slag, i seks og fyrretyve rytterfægtninger og i utallige små sammenstød. Jeg bærer ni ar, en medalje, fire hæderstegn og en orden. For mine kaptajner, som nu er generaler, mindedes mig, da Kaiser-i-Hind (dronningen) havde regeret i halvtredsindstyve år og hele landet frydede sig. De sagde: ’Giv ham det Indiske Riges Orden’ og den bærer jeg nu om min hals. Og desuden har staten skænket mig min jaghir (landejendom) som en fri gave til mig og mine. Og vennerne fra de gamle dage — nu er de statholdere — kommer ridende til mig hen over markerne, højt til hest, så at hele landsbyen kan se dem, og så taler vi om de gamle kampe, og den ene døde mands navn trækker den næstes med sig.”

”Og derefter?” spurgte lamaen.

”Ja, derefter drager de bort igen, men ikke før landsbyen har set dem.”

”Og hvad vil du gøre til sidst?”

”Til sidst dør jeg.”

”Og derefter?”

”Det må Guderne om. Jeg har aldrig plaget Dem med bønner, og jeg tænker heller ikke, at De vil plage mig . Ser du, jeg har i mit lange liv lagt mærke til, at de mennesker, der stadig vælter sig ind på Dem Deroppe med klager og besværinger og hyl og gråd, altid hurtigt hentes bort fra jord, ligesom vor oberst i sin tid plejede at sende bud efter slappe brokhoveder fra det sydlige. Nej, jeg har aldrig trættet Guderne. Det vil De nok huske og give mig et roligt sted, hvor jeg kan plante min lanse i skyggen og vente på mine sønner. Jeg har tre, alle rissaldarer [*]i hæren.”

”Og de er ligeledes bundne til Hjulet og går fra liv til liv, fra fortvivlelse til fortvivlelse,” mumlede lamaen sagte, ”hidsige, urolige, begærlige.”

”Ja,” lo den gamle soldat hen for sig. ”Tre rissaldarer ved tre forskellige regimenter. Lidt for hengivne til spil, men det er jeg også. De må nødvendigvis være godt beredne og man kan ikke tage en hest, som man i gamle dage tog en kvinde. Nå ja, min gård kan betale for det hele. Hvad synes du om den? Det er godt vandede jorder, men mine folk snyder mig. Jeg forstår mig kun på at tumle folk med lansen i hånden. Uf! Jeg bliver vred og jeg bander dem, og så foregiver de anger, men jeg ved godt, at de bag min ryg kalder mig en tandløs gammel abe.”