Rudyard Kipling - Kim

Han tændte sit bål så tæt ved vognen, som han turde, og ventede på, at en af eskorten skulle beordre ham bort. Lamaen lod sig synke træt ned på jorden, omtrent som en stor, frugtædende flagermus slår sig ned, og gav sig igen i lag med sin rosenkrans.

”Fjern dig, tigger!” råbte en af bjergfolkene på dårligt hindustani.

”Hø! Det er kun en pahari (bjergbo),” sagde Kim over sin skulder. ”Hvornår er bjergæslerne blevet herrer over hele Hindustan?”

Svaret var en hurtig og inspireret gennemgang af de sidste tre slægtled af Kims stamtavle.

”Ah!” Kims stemme var blidere end nogensinde, mens han brækkede gødningekagen i passende stykker. ”I mit land ville sligt blive kaldt begyndelsen til en kærlighedserklæring.”

En skarp, tynd, kaglende latter bag gardinerne gjorde manden fra bjergene gal i hovedet, og han afleverede en ny salve.

”Ikke så galt — ikke så galt,” sagde Kim kritisk. ”Men tag dig i agt, min broder, at vi — jeg siger vi — ikke får lyst til at sende en forbandelse eller to tilbage. Og vore forbandelser bider.”

Ooryaerne lo, og manden fra bjergene sprang truende fremad. Lamaen løftede pludselig hovedet, så at hans vældige hue blev fuldt belyst af Kims nys antændte bål.

”Hvad er der?” spurgte han.

Manden gjorde holdt som forstenet.

”Jeg — jeg — er blevet forhindret i en stor synd,” stammede han.

”Nu har udlændingen nok endelig fundet sig en præst,” hviskede en af ooryaerne.

” Hai , hvorfor får den tiggerunge ikke nogen ordentlige tæsk?” råbte den gamle kvinde.

Manden gik hen til vognen og hviskede noget ind mellem gardinerne. Der blev ganske stille, så hørtes en mumlen.

”Det går helt godt,” tænkte Kim, som foregav hverken at se eller høre.

”Når — når — han har spist”, henvendte fyren sig til Kim i en krybende tone, ”anmodes den Hellige Mand om at beære en, der gerne vil tale med ham, med sin nærværelse.”

”Når han har spist, vil han sove,” svarede Kim overlegent. Det stod ham ikke helt klart, hvilken ny vending spillet havde taget, men han var fuldt besluttet på at drage nytte af det. ”Og nu vil jeg hente mad til ham.” Disse sidste ord blev udtalte med høj røst og endte i et suk, ligesom af træthed.

”Jeg — jeg og mine landsmænd vil påtage os det — dersom det er tilladt.”

”Det er tilladt,” svarede Kim mere overlegent end nogensinde. ”Hellige mand, disse folk vil bringe os føde.”

”Det er et godt land. Hele Syden er et godt land — en stor og frygtelig verden,” mumlede lamaen søvnigt.

”Lad ham sove,” sagde Kim, ”men se til, at vi bliver vel bespiste, når han vågner. Han er en meget hellig mand.”

En af ooryaerne gjorde igen en bemærkning i en foragtelig tone.

”Han er ikke fakir. Han er ingen tigger fra slettelandet,” vedblev Kim strengt, tilsyneladende henvendende sig til stjernerne. ”Han er den helligste af alle hellige mænd. Han er hævet over alle kaster. Jeg er hans chela .”

”Kom her!” sagde den gamle, pibende stemme bag forhænget. Og Kim kom, med bevidstheden om, at øjne, som han ikke kunne se, stirrede på ham. En skindmager, brun finger, besat med svære ringe, lå på vognens kant og samtalen var som følger:

”Hvem er han dér?”

”En umådelig hellig mand. Han kommer langt borte fra. Han kommer fra Tibet.”

”Fra hvilket sted i Tibet.”

”Fra hinsides sneen — fra et meget fjernt sted. Han kan læse i stjernerne, stille horoskoper og nativiteter. Men han gør det ikke for penge. Han gør det af venlighed og stor barmhjertighed. Jeg er hans discipel. Jeg kaldes også Stjernernes Ven.”

”Men du hører ikke hjemme i bjergene.”

”Spørg ham. Han vil fortælle dig, at jeg blev sendt til ham fra stjernerne for at vise ham målet for han pilgrimsfærd.”

”Hø! Husk vel på, hvalp, at jeg er en gammel kvinde og ikke noget rent fæ. Lamaer kender jeg, og dem viser jeg ærbødighed. Men du er ikke mere en ægte chela , end denne min finger er vognens vognstang. Du er en kasteløs hindu — en fræk og skamløs tigger, og har formentlig sluttet dig til den Hellige Mand for vindings skyld.”

”Arbejder vi da ikke alle for vindings skyld?” Kim skiftede tone rask, ligesom stemmen havde gjort. ”Jeg har hørt” — dette var et skud på lykke og fromme — ”jeg har hørt…”

”Hvad har du hørt?” snerrede hun og trommede med fingeren på vognkanten.

”Ja, jeg husker det ikke rigtigt — det var noget basarsladder og uden tvivl usandt — at endog rajaher — små rajaher fra bjergene…”

”Men ikke desto mindre af god rajputslægt.”

”Ganske sikkert af god slægt. At endog de sælger de smukkeste blandt deres kvinder for vindings skyld. Sælger dem sydpå til zemindarer [*]og deslige i Oudh.”

Er der noget i verden, som de små rajaher fra bjergene benægter, så er det denne beskyldning. Men det er netop, hvad folk i basarerne tror på, når de drøfter Indiens hemmelighedsfulde slavehandel. I en skarp og indigneret hvisken forklarede den gamle dame Kim nøjagtigt, hvad slags ondskabsfuld løgnhals han var. Havde Kim antydet sligt, dengang hun var ung, ville han endnu samme aften være blevet trampet ihjel af en elefant. Og dette var fuldstændig sandt.

” Ahai ! Jeg er kun en tiggerhvalp, som Skønhedens Øje sagde,” vrælede han i overdreven rædsel.

”Skønhedens Øje! Hvem er jeg, at du tilkaster mig tiggersmiger?” Men hun lo alligevel ved at høre de længst forglemte ord. ”For fyrretyve år siden kunne du have sagt det, og ikke uden sandhed. Ja, for tredive år siden. Men det kommer der ud af denne strejfen hid og did i Hind, at en konges enke må puffes med al landets bærme og spottes af tiggere.”

”Store Dronning,” sagde Kim hurtigt, for han kunne høre hende ryste af harme. ”Jeg er, hvad den Store Dronning siger, at jeg er, men ikke desto mindre er min herre en hellig mand. Han har endnu ikke hørt den Store Dronnings befaling…”

”Befaling? Skulle jeg kunne befale en hellig mand — en Lovens Lærer — at komme og tale med en kvinde? Aldrig!”

”Hav medynk med min dumhed. Jeg troede, at det var en befaling — ”

”Nej, det var ikke. Det var en anmodning. Gør denne det klart?”

En sølvmønt klirrede mod vognens kant. Kim tog den og bukkede dybt. Den gamle dame indså, at hun måtte gøre sig gode venner med ham, der var lamaens øjne og ører.

”Jeg er kun den Hellige Mands discipel. Når han har spist, kommer han måske.”

”Åh, slyngel, skamløse gavtyv!” Den ringsmykkede pegefinger rystede bebrejdende ad ham, men han kunne høre den gamle dame klukle.

”Nå, hvad er der i vejen?” spurgte han og slog over i sin mest indsmigrende og fortrolige tone — den som han vidste, at kun få kunne modstå. ”Er — er der måske trang til en søn i din familie? Tal kun frit, for vi præster — ” Dette sidste var direkte plagiat efter en af fakirerne ved Taksali-porten.

”Vi præster! Du er ikke gammel nok til at…” hun standsede sin vittighed med nok en latter. ”Tro mig, præst, at somme tider tænker vi kvinder på andet end sønner. Og desuden har min datter født en søn.”

”To pile i koggeret er bedre end én, og tre bedre endnu.”

Kim citerede dette ordsprog med en tankefuld hoste og med blikket diskret fæstet på jorden.

”Sandt nok — sandt nok. Men det kommer måske. Visselig dur disse braminer fra Syden til intet. Jeg sendte dem gaver og penge og atter gaver, og de profeterede.”

”Hæ!” drævede Kim med uendelig foragt — en mand af faget kunne ikke have gjort det bedre — ”de profeterede!”

”Men først da jeg mindedes mine egne Guder, blev mine bønner hørt. Jeg valgte en lykkevarslende time og — måske din Hellige Mand har hørt tale om abbeden i Lung-Cho klosteret. Det var til ham, jeg henvendte mig, og se, da tidens fylde kom, skete alt, som jeg ønskede det. Braminen i min dattersøns faders hus har senere erklæret, at det var hans bønner, der hjalp — hvilket er en lille fejltagelse, som jeg vil forklare ham, når jeg kommer til målet for min rejse. Og derefter vil jeg drage til Buddh Gaya for at gøre shraddha for mine børns fader.”