Jules Verne: En verdensomsejling under havet

— Malstrømmen! Malstrømmen! blev der råbt.

Malstrømmen! Kunne et mere skrækindjagende ord genlyde i vore ører i en mere skrækindjagende situation? Befandt vi os da på disse farlige kanter, ved den norske kyst? Var Nautilus slæbt ind i denne hvirvelstrøm, i det øjeblik, da vores båd skulle til at gøre sig løs fra dens sider?

Man ved, at ved flodtid bliver de vande, der er sammentrængt mellem Færøerne og Lofoten, kastet frem med en uimodståelig voldsomhed. De danner en hvirvel, som intet skib nogensinde har kunnet komme ud af. Fra alle verdenshjørner strømmer vældige bølger til. De danner den hvirvelstrøm, der med rette er blevet kaldt» Oceanets Navle«, og hvis tiltrækningskraft strækker sig over en afstand på femten kilometer.

Deri er blevet indsuget ikke blot skibe, men også hvaler og de hvide bjørne fra de nordlige egne.

Det var deri Nautilus — ufrivilligt eller måske med vilje — var blevet indblandet af sin kaptajn. Den beskrev en spiral, hvis radius blev mindre og mindre. Sådan at båden, der endnu hængte fast ved dens side, blev ført med i en svimlende hast. Jeg kunne mærke det. Jeg følte den svimmelhed, der er en følge af en for langtrukken omdrejende bevægelse. Vi var forfærdede, grebet af en rædsel, der havde nået sit toppunkt, med standset blodomløb, med viljens indflydelse tilintetgjort, gennemblødt af den kolde sved som af dødskampens sved! Og hvilken larm omkring vor skrøbelige båd! Hvilke brøl, som ekko gentog i flere miles afstand! Hvilke drøn af disse vande, der brødes på havbundens spidse klipper, der hvor de hårdeste legemer knuses, der hvor træstammer slides og bliver til pelsværk af trevler, som nordmændene siger.

Hvilken situation! Vi blev forfærdeligt kastet omkring. Nautilus forsvarede sig som et menneskeligt væsen. Dens stålmuskler knagede. Undertiden rettede den sig op i vejret og vi med den.

— Det gælder om at holde godt fast, sagde Ned, og skrue os fast igen! Når vi bliver ved at hænge fast på Nautilus, kan vi endnu redde os…!

Han havde ikke talt ud, da der hørtes en bragen. Skruerne svigtede, båden blev revet løs fra sit hulrum og kastet som en sten fra en slynge midt ud i hvirvelstrømmen.

Mit hoved slag mod en jernspante, og ved dette voldsomme stød mistede jeg bevidstheden.

Her er nu slutningen på denne rejse under havene. Hvad der skete den nat, hvordan båden slap bort fra malstrømmens frygtelige hvirvel, hvordan Ned Land, Conseil og jeg kom op af afgrunden, det kan jeg ikke sige. Men da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i en lofotfiskers hytte. Mine to kammerater var i god behold ved min side og trykkede mine hænder. Vi faldt i hinandens arme med overstrømmende glæde.

I dette øjeblik kan vi ikke tænke på at komme tilbage til Frankrig. Samfærdselsmidlerne mellem Nord— og Sydnorge er få. Jeg er altså nødt til at afvente ankomsten af den dampbåd der, to gange om måneden, besørger forbindelsen med Nordkap.

Det er altså her, omgivet af disse brave folk, der har modtaget os, at jeg genser beretningen om disse eventyr. Den er nøjagtig. Ikke én kendsgerning er blevet udeladt, ikke én detalje er blevet overdrevet. Det er den pålidelige fortælling om denne usandsynlige ekspedition, i et element der er utilgængeligt for mennesket, og hvis ruter fremskridtet en dag vil åbne.

Vil man tro mig? Jeg ved det ikke. Når alt kommer til alt, betyder det kun lidt. Men hvad jeg nu kan hævde, det er min ret til at tale om disse have, under hvilke jeg på mindre end ti måneder har gennemsejlet tyve tusind mil, om denne undersøiske verdensomsejling, der har afsløret så mange vidundere for mig på vej gennem Stillehavet, det Indiske Ocean, det Røde Hav, Middelhavet, Atlanten, de sydlige og nordlige have!

Men hvad er der blevet af Nautilus? Har den modstået malstrømmens favntag? Lever kaptajn Nemo endnu? Fortsætter han under havet med sine frygtelige hævnakter, eller er han standset efter denne sidste hekatombe? Vil bølgerne en dag bringe os det manuskript, der indeholder hele hans livshistorie? Skal jeg endelig få denne mands navn at vide? Vil det forsvundne skib ved sin nationalitet meddele os kaptajn Nemos nationalitet?

Jeg håber det. Jeg håber ligeledes, at hans mægtige mekanisme har besejret havet i dets frygteligste afgrund, og at Nautilus har overlevet der, hvor så mange skibe er gået til grunde. Hvis det er således, hvis kaptajn Nemo stadig bebor det ocean, han har antaget som sit fædreland, måtte hadet da dæmpes i dette menneskesky hjerte! Måtte fordybelsen i så mange vidundere udslukke hævnlysten i ham! Måtte rettens håndhæver træde tilbage, og videnskabsmanden fortsætte den fredelige udforskning af havene! Hvis hans skæbne er mærkelig, er den tillige ophøjet. Har jeg ikke forstået det gennem mig selv? Har jeg ikke levet dette unaturlige liv i ti måneder? Derfor har to mænd blandt alle jordens mennesker nu også ret til at svare på det spørgsmål, der blev stillet af Prædikeren for seks tusind år siden: Hvem har nogensinde kunnet lodde afgrundens dybder? Kaptajn Nemo og jeg.