Jeppe Aakjær - Samlede Værker, Tredie Bind

(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)

Anders.

Nej, først en bette Kys for Umme 30 30 Umme , Umage. og Tidsspild. Godt! Den næjst!

(Hun piler igjen af.)

Anders

(til Per Søwren).

Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. – Du faar di Donner lovlig billig i Awten.

Per Søwren

(søger efter sin Hue; gaber).

Tho a war nær bløwen søvne.

Anders.

Nær! – Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.

Per Søwren.

Nej, nu øwerdrywer du æ! – Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.

Anders.

Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.

(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer ind paa Scenen.)

Jonna

(søger at stive Hjorddrengen af).

Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand 31 31 falden fræ æ Høg og te æ Kukmand , et Udtryk for Nedslaaethed. .

(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte Baal, hvor han falder i Søvn.)

Anders.

Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. – Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.

Per Søwren

(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).

Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende, løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og udstøder et Hvin.

Wolle Rævsgaard

(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen med).

Per Søwren

(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):

Slaa mæ , men skaan æ Fjol!

(Kvask! Fjolen splintres.)

Per Søwren

(hulkende).

Mi jennest Rigdom paa Jorden!

(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)

Wolle Rævsgaard

(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).

Dæ fæk a da fat i!

Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.

Palle.

Av, Av! A ved æ ett!

Wolle Rævsgaard.

Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. (Rap! Hyl!) Naa, hwor saa?

Palle

(vrider sig).

A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens Masens Kal'hus.

Wolle Rævsgaard

(slipper Palle).

Jens Masens Kal'hus! (Fløjter.) Der fløw en Stork op 32 32 Der fløw en Stork op , der gik en Praas op for mig. !

(ud.)

Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse; Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg og Tag.

Hellig Mads

(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt hen i Krogen til venstre.

Lidt efter Visti og Trine).

Visti.

Læd mæ ryw en Swavlstykk.

Trine.

Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A mærker, der er saa møj Halm herind.

(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)

Visti.

Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.

Trine.

Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ. (Lægger sig tættere til ham.) Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.

Visti.

Hwor bløw han aa?

Trine.

Aa, han storked wal aa hjem. – Du kan endda tro, a saatt ham en slem Skræk i æ Bælle.

Visti.

Hwordan da?

Trine.

Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn an for.

Visti.

Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?

Trine.

Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! – Uh, a kund ha spytt paa ham.

Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og saa som han løjter!

Visti.

Hwad er det da aa?

Trine.

Aa, han wasker sæ wal aalle.

Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du kan tro, te det war en stram jen aa faa nied!

Visti.

Men hwad gjord da du?

Trine.

Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm; men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. – Nej, helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp, hwis a faar nø Lyst te det . – Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.