Jeppe Aakjær - Samlede Værker, Tredie Bind

Anders.

Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi er ved æ.

Trine, nu maa du syng.

Trine.

Hwadfor skal a?

Anders.

Jow; for du vil helst.

(Trine rusker ham i Haaret.)

Anders.

Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og tegged.

Trine.

Hwem , sejer du?

Anders.

Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder, som vi kaldt Greven af Saksen .

Trine.

Naa-aa!

(Rejser sig op og staar lidt.)

Anders

(til Visti, som ligger lige op ad Trine).

Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen saa læng. Det kan der jo blyw Tid te sin.

(Visti dukker sig genert.)

Trine

(synger).

Anders.

Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm; men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa. – Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.

Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask (rækker ham Flasken). Mir faar du ett, for mir haar vi ett.

Per Søwren.

En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!

Anders

(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).

Den her Vej med Sølvtøjet!

(De andre følger.)

Hellig Mads

(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for Trine).

Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.

Trine.

Er æ Gudsurd?

Mads.

Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan taal aa hør dem ?

Trine.

Jamen hwer Ting te si Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen 29 29 helsen , ellers. nø godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.

Aa, gaa saa læng, Visti!

(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og Larmen.)

Trine.

Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?

Mads.

A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.

Trine.

A ved ett, a har send dæ nø Helsen.

Mads.

Jo – ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r, og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar øwer og si te mæ.

Trine.

Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.

Mads.

Men vil du da aalle blyw min ?

Trine.

Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.

Mads.

Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl – er det saa ett en yndig Syn for Herren?

Trine.

Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer paa Sjæle end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.

For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te di Sjæl "drages" af min . Sej heller, te di Obligationer drages af mi Faa'rs Obligationer, di Hundredkronesedler af hans Hundredkronesedler, di Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok, æ Hummel stikker. Du tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent – men du kund jo da ta Fejl.

Mads

(forbavset).

Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?

Trine.

Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.

Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa gjør med baade Krop og Sjæl – Godnat, Mads!

Mads.

Aa, tøw inu en bette Krumm!

Trine.

Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj aa sej mæ iløwle. – (Kalder overgivent.) Visti … Halløj!

Visti

(bag Scenen).

Her er a!

Mads

(bønlig).

Trine, du skal blyw!

Trine.

Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!

(Leende ud.)

Mads

(hen for sig).

Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot … Men saa møj Peng han arved … Og hwad der kan blyw, det er jo da hindes.

(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med Legepladsen.)

Anders Forkarl

(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).

Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter di Katekismus.

Mads

(messende).

"Prøver alt, men bevarer det bedste!" – Haar du tint ved det?

Anders.

Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo fræ dæ , og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.

Mads

(forfærdet).

Men hwor kan de da ha aa gaa hen?

Anders

(polisk).

Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.

Mads

(mere og mere urolig).

Da maa a si aa sni'rend dem!

(Styrter ud til venstre.)

Anders

(raaber).

Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens Skottørvgrav!

(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par om Par – spring ud ad!« De legende Par suser nu og da ind over Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)

Per Søwren

(vaagner og raaber).

Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!

Anders

(iler til og hjælper Pigen op).

Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.