Jeppe Aakjær - Samlede Værker, Tredie Bind

Visti.

Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?

Trine.

Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A trænger ett te'en. (Kjælen.) Men ved du, hwad a trænger for?

Visti

(i Tanker).

Nej.

Trine.

Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.

(Knuger og kysser ham.)

Visti.

A saa og tint paa nøj.

Trine.

Hwad war det?

Visti.

Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di Faa'r heller ga sæ.

Trine

(begejstret).

Ja, det skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de aaltid saa pæn i dje Tøj.

Visti.

Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller tre.

Trine.

A kan vent paa dæ te Dommedaa, om det skal vær, nær a ved, du holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.

Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa; saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell tow Æsler – den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ den naaen Sid – og Mads – den størst Æsel af dem aalsammel – han trækker i mæ fræ aall Sider. – Men a skal nok hold æ Ører styw, saa læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. – Og a vil derfor ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw tvungen te aa ta ham.

Visti.

Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?

Trine.

Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. – Du skuld ha sit ham i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; – a troed, han haaj gin mæ Haak.

Det war nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i mi Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.

Visti.

Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!

Trine.

Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu 33 33 Skjesu , Larm. dernied, da vi gik her hen; baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.

(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de to elskende springer øjeblikkelig op.)

Visti

(hviskende).

Herhen! (De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed af Døren; denne stødes op.)

Wolle Rævsgaard

(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. Wolle famler omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i Mads, der hales frem og gjennembankes).

Mads

(brøler).

Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!

Wolle Rævsgaard

(der opdager Fejltagelsen).

Men Herregud, Mads, er æ dæ! – Haar du da mi Dætter ved dæ?

Mads

(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).

Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende gal jen.

Wolle Rævsgaard.

Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt 34 34 vrødt , rodede. ?

Mads.

Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa tæsk løs paa mæ.

Wolle Rævsgaard.

Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?

Mads.

Hwor skuld a ha sit nøj te hind?

Wolle Rævsgaard.

Den Sat – ! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te hun og æ Andenkaa'l, war gavn her hen.

Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.

Mads.

Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!

(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)

(Tæppe.)

TO AAR SENERE.

Spisestue paa Hegnsgaard. Ka Rævsgaard – en lille Kvinde med hvid Kappe om et spidst Ansigt – og Trine i Færd med at ordne et stort, aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen til højre.

Trine

(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).

A tykkes ett, her er mir end tre Sølvskir; hwor er de anner ni, der plejer aa vær her?

Ka Rævsgaard.

Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for Peng te æ Kommuneskat.

Trine.

Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa?

Ka Rævsgaard.

Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.

Trine.

Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig, hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa gaa?

Ka Rævsgaard.

Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa 35 35 Paa'n paa , Fald paa. . Men han spilt en Plag hen – rejn og baar – i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild.

Men læd wos nu ett snakk om det , mi Baa'n. Det kan jo forandres aaltsammel, saasnaar du vil. For Mads, – det er en rig Kaa'l og en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han gjør.

Trine.

Ogsaa nær han snyder Folk!

Ka Rævsgaard.

Hwor har du høt, te Mads haar snydt nue?

Trine.

Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!"

Ka Rævsgaard.

Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds udvalgte i dje Salighedsgjerning.

Nej, Mads, – ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar fuldt op af bejje Diel!

Trine.

Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo desuden godt, hwem a holder aa og aaltid haar holdt aa.

Ka Rævsgaard.

Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj.

Trine.

Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som Mejerist er jo med de allvillerst – her paa æ Egn da.

Ka Rævsgaard.

Ja men æ Fattemærk – den haar han jo da paa sæ iløwle.

Trine.

Hwad er det for en Mærk?

Ka Rævsgaard.

Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, – han kan nu ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld blyw Mand i æ Gaard. – Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.

Trine.

Ved du, te Visti kommer her i Daa?

Ka Rævsgaard.

Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?

Trine.

Det haar a.

Ka Rævsgaard.

Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?

Trine.

Ne – ej; er æ mi Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa indbyd en jenle Mennesk.