Jeppe Aakjær - Samlede Værker, Tredie Bind

Ka Rævsgaard.

Blot det ett tar en gal End!

(Man hører en Vogn kjøre op.)

Bitte Fip

(i Kjøkkendøren).

Saa kam æ Præjst!

Ka Rævsgaard.

Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør æ Burd færdig?

Trine.

Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.

(Ka Rævsgaard ud.)

Trine

(til Fip).

Aa, Fip, tøv lidt!

(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig Bordet.)

Trine.

Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta mæ dem . De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.

(Fip ud.)

Severin Jensen

(træder ind fra Døren i Baggrunden).

Hm! Gratulerer!

Trine

(skriger).

Uh! (vender sig om.) Aa, a bløw da saa hentavn 36 36 hentavn , forbløffet. ; a troed det war – (standser forlegen).

Severin.

Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at Visti først kunde komme senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa Døren, skulde han komme.

Trine.

Tho det war a endda forfærdelig kid aa, te han ett kan komm te æ Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?

Severin.

Aakja, storartet!

Bitte Fip

(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene – evig sur).

De laa ett i æ nordvejst Hjørn.

Trine.

Hwor laa de da ?

Fip.

De laa akkuraat i æ sønd vejst Hjørn.

Trine.

Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.

Severin Jensen.

Hvad Fip, vil De ikke sige Godda' til mig?

Fip.

Goddaw! Er De her? Hworden haar De æ?

Severin.

Jotak! Og De?

Fip.

Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald. Men helsen maa en jo ett klaw. (Til Trine.) Nu kam den her sølle, slemm Slagter.

Trine.

Ræber?

Fip.

Ja; a kan endda ett forstaa, hwad han skuld bydes mej for. For det ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di Faa'r paa Glatis.

Trine.

Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo læ mi Faa'r om.

Fip.

Ja; te det falder sammel om wos det hiele!

(Fip ud.)

Severin.

Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa Vejen. Kommer – han ogsaa?

Trine.

Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa Hegnsgaard?

Severin.

Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre mellem to Bejlere.

Trine.

Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.

Severin.

Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange Udsættelse.

Trine.

De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?

Severin.

Ja, se Visti er jo nu saadan situeret, at han udmærket kunde forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.

Trine.

De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav – det er ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?

Severin.

Hvad kalder De saa den naturlige Gang?

Trine.

Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk 37 37 aa hivsk , at hugge. , men Armud og Knokkeldom til alle Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med den "Swigersøn".

Det maa De ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv wunden.

Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for laang Tid sin!

Ka Rævsgaard

(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).

Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.

Trine.

Ja, æ Burd er i Stand!

(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. Severin Jensen vil trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren paa den stort smilende Esper Vøvtrup.)

Esper Vøvtrup.

Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det gik Mads Fæg med æ Præjst. Han haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer, te han war kommen for silde.

"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"

(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms Skogren.)

Wolle Rævsgaard.

Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som I er Venner te.

(Man gaar til Bords.)

Proprietær Nørholm

(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).

… Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som raadne Æg.

Gnatt.

Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?

Nørholm.

Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!

(Ræber er revnefærdig af Latter.)

Wolle Rævsgaard.

Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! (Til Severin Jensen): A war endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.

Severin.

Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke er bedre.

Wolle Rævsgaard.

Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred – saa er et sgu snavs.

Esper Vøvtrup.

Saa er De maaskisæ wor Degns Søn?

Severin.

Ja.

Esper Vøvtrup.

Hwad fejler da Dje Faa'r?

Severin.

Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.

Esper Vøvtrup.

Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! – Da ka de misæl ett vær ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.

Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller Jensen skuld a wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller Høtti 38 38 Høtti , Højtid. .

Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!

Wolle Rævsgaard.

Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.

Esper Vøvtrup.

Tak! – Skal a skink jen te dæ osse, Mads?

Mads

(strengt).

Nej! a bruger ett den Slaw.

Esper Vøvtrup.

Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?

Pastor Gnatt

(sender Esper et strengt Blik).

Esper Vøvtrup.

Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier a still.

Men De , Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.

Ræber.

Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha, ha, ha! (Til Ka Rævsgaard). En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket, saftig Mørbrad!

Ka Rævsgaard.

Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.

Ræber.

Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er min Svigersøn, men …

Moster Malén.

Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.

Faster Jehan

(yderst langsom).

A vild osse snaar tykk – nær det maatt høres – te Sørensens Kjød er, hwad a – uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen – vild kald lissom en bette Krumm bejer end Olsens.