Ludvig Erichsen - Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen
Здесь есть возможность читать онлайн «Ludvig Erichsen - Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen» — ознакомительный отрывок электронной книги совершенно бесплатно, а после прочтения отрывка купить полную версию. В некоторых случаях можно слушать аудио, скачать через торрент в формате fb2 и присутствует краткое содержание. Жанр: foreign_antique, foreign_prose, short_story, на датском языке. Описание произведения, (предисловие) а так же отзывы посетителей доступны на портале библиотеки ЛибКат.
- Название:Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen
- Автор:
- Жанр:
- Год:неизвестен
- ISBN:нет данных
- Рейтинг книги:5 / 5. Голосов: 1
-
Избранное:Добавить в избранное
- Отзывы:
-
Ваша оценка:
- 100
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen: краткое содержание, описание и аннотация
Предлагаем к чтению аннотацию, описание, краткое содержание или предисловие (зависит от того, что написал сам автор книги «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen»). Если вы не нашли необходимую информацию о книге — напишите в комментариях, мы постараемся отыскать её.
Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen — читать онлайн ознакомительный отрывок
Ниже представлен текст книги, разбитый по страницам. Система сохранения места последней прочитанной страницы, позволяет с удобством читать онлайн бесплатно книгу «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», без необходимости каждый раз заново искать на чём Вы остановились. Поставьте закладку, и сможете в любой момент перейти на страницу, на которой закончили чтение.
Интервал:
Закладка:
Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, gik og gik, men uden den aandelige Spænding, som gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.
Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre Figur.
Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række til dem og faa dem draget paa fast Kyst.
Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.
»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.
Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel – og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.
De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte løfte Benene over Baadenes udspændte Ankertov.
De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske i Kronborgs skumle Kasematter.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte være længere sønder.
Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.
»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over hans forslæbte Udseende.
»Ja – a«, pustede Holst, »for Fornøjelsens Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar – nej Tak!«
De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.
»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige Fisker.
»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.
»Var det saa alligevel ikke rart, om de altid var to paa Vagten?« spurgte Holst lidt drilsk.
Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for os at tykke. Men vort Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar flere sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu sikkert nok.«
Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. Men det skal jo gaa igennem Rigsdagen. Og der er jo Fejler ved alle jordiske Ting.«
Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en herlig Tur.
Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.
»Og Fruen har siddet oppe for min Skyld!« beklagede han.
»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«
Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og Juletræ – og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.
Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her … men de lejede Stuer, han havde i København – ak nej, de besad ikke den Trolddom, der bandt.
Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig afklædt og vasket og badet – han var som pudret med Sand over hele Kroppen – og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven hans Lod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen – og blive kvalt.
Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. Lykkelig? – var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var Stagnation. Hans Devise var: »Naa – videre!«
Der gaves ikke Lykke for den urolige, men Momenter af opstemt Sjælsbevidsthed, Glimt af den sublimeste Skønhed, af Liv, af Liv – dem kunde man jo saa benævne lykkelige, om de endelig skulde have Etikette.
Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret …
Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes Aabenbaring … Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.
Jo – det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. Og mere end ét Sted drev der Lig ind … Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne – bare et Øjeblik – og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden …
Читать дальшеИнтервал:
Закладка:
Похожие книги на «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen»
Представляем Вашему вниманию похожие книги на «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen» списком для выбора. Мы отобрали схожую по названию и смыслу литературу в надежде предоставить читателям больше вариантов отыскать новые, интересные, ещё непрочитанные произведения.
Обсуждение, отзывы о книге «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen» и просто собственные мнения читателей. Оставьте ваши комментарии, напишите, что Вы думаете о произведении, его смысле или главных героях. Укажите что конкретно понравилось, а что нет, и почему Вы так считаете.