Ludvig Erichsen - Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet den vestjydske Fiskerbefolknings Type – han især Mændene, hun mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad Kysten.

En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad, særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som Børn, nemlig: Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem adskilt ved kun et ringe Antal Mil.

Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en Række varierende Typer.

Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere, de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg, medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering. Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel – Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje hver for sig – der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer findes naturligvis.

Det er Skagens Østerbyfolk, vi kender fra Kunstnerparret Anchers Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette Sted.

Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude, virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set. Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst – hvortil altsaa henregnes ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk Beliggenhed – har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S. Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).

Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder. Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland, hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige.

Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna Ancher deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri, havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa Krøyer, Locher og Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i disse lave Stuer skrevet flere af sine Bøger. Huset er helt historisk nu.

Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«, sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.