Ludvig Erichsen - Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

Holst havde mistet sin Stok.

»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«

De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt fjernere.

Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaa ene Mand Strandvagt her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«

Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«

»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog ellers!«

Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden – Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«

De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden af Skumsprøjtet og knapt nok øjne det, før man havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne … Og netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.

Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne – itubrudte Spanter, knækkede Planker, en Stump Raa.

»Stranding«, sagde Holst.

»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.

Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet – intet Lys at se!

Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene, men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje, og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette. Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter netop udelukkende i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.

Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og Bedrift alene i det menneskelige …

Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede op og traadte ind sammen med Holst.

Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme. Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.

De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede Musik udenfor.

Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.

»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider Vorupør-Fiskeren.

»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.

»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt. Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.

»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra Vorupør.

»Det mærkes, ja,« svarede den anden.

»Hvor?« spurgte Holst.

»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.

»I Agger!« foreslog den ene.

»Kan være,« tilføjede den anden.

Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.

»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.

Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig …

De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse. Men han var svimmel af Mørke, hans Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art tætved – maaske en Hare, der sprang op – naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, da vilde Folkene have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med Dram.