Johan Wessel - Anno 7603

Een Feen.

Julie.

Leander.

Professor.

Capitain Sophie.

Sergeant Gunild.

En Tambour.

Ole Secretairs.

Jesper Kammeraads.

Adskillige Poeter.

En Aktør.

Adskillige Raadsherrer.

En Rettens Betient.

En Pedel.

Nogle Soldater.

En Kammerpige.

En Auditeur.

En Major.

Et Pigebarn.

Grete Skoeflikker.

Jens, Gretes Mand.

Nu mine Børn! ønsker I endnu at see hinanden omskabte? Julie! vil du endnu have din Elsker forvandlet til en forfinet Kiældedægge? Og du Leander, seer du endnu gierne at din Julie blir en martialsk Person.

Jeg ønsker ham min naadige! mere øm og kiælen.

Hvor vilde de forbinde mig, om de skaffede Julie mere Kiækhed, mindre Qvindagtighed. Det maae være en himmelsk Fornøielse, at eie en Person, som man ikke maae elske, som man elsker et Barn. Qvindagtig er et Udtryk, hvormed man forbinder et Begreb, modsat mandig. Menneskene vare eens i Tænkemaade, naar Opdragelsen ikke giorde Forskiel.

Julie! du kiender ikke ret de forfinede Væsener, de stift udzirede Dukker, de foragtelige Skabninger, som med den ækkelste Lispen og Skurren fremsige stiaalne Vittigheder, og, i Mangel af Hukommelse, hiemmegiorte Dumheder. Lærte du at kiende dem, vilde du skienke dem din hele Foragt – og du Leander?

Jeg troer min Naadige, at Julie vilde behage mig mere, naar hun var mindre det, man kalder qvindagtig. De har sagt mig, at Fruentimmer har af Naturen faaet Egenskaber forskiellige fra dem, som den meddeelte Mandspersonerne; men erindrer de Amazonerne.

Nok et Beviis imod dig. Amazonerne maatte lemlæste sig for at gaae i Krig; saa vist er det, at Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for Fruentimmer: men jeg har fra jeres Fødsel af taget dig og Julie under min Beskyttelse, og besluttet at giøre jer lykkelige; det kan I ikke blive fuldkommen, saa længe I plages af uopfyldte Længseler; jeg vil derfor vise baade dig og Julie hvordan eders Efterslægt vilde blive, naar man giennem mange Aarhundrede opdrog sine Børn saaledes, som I ønsker hinanden at have været opdragne. Det torde maaskee udrette saa meget, at I bleve vel fornøiede med hverandre saadanne, som I ere.

Det troer jeg neppe med deres naadige Tilladelse.

Nu vel, jeg vil føre jer mange hundrede Aar frem i Tiden til et Folk, hvis Forfædre opdrog fordum deres Børn efter jeres Ønske, og hvis Efterslægt stedse rafinerede paa denne Opdragelsesmaade.

Men vi forstaae jo ikke deres Sprog? og mange hundrede Aar frem i Tiden?

Det bliver min Sag.

Kommer nu og følger mig.

(de gaae)

Theatret forestiller en aaben Mark, inderst sees et Telt, Fruentimmerne ere klædte, saa meget mueligt, som Mandspersoner. – Mandspersonerne qvindagtigen pyntede.

Med Tilladelse min smukke Dame! vil De have den Godhed at sige mig, hvor jeg er.

Deilige Cavailler! De spørger hvor De er? De veed nok selv, at De er i Koklikot. (afsides) Det er uden Tvivl et letfærdigt Mandfolk, som søger Eventyrer i Leiren. (høit.) De har maaskee nogen af Deres Paarørende i Leiren min Smukke! der staaer den.

(peger derhen hvor Teltet staaer.)

Deilige Cavailler, min Smukke! Hun er vist ikke Kydskheden selv. – Saa venlig ved første Øiekast. (høit) Jeg kiender ingen i Leiren, jeg har ikke engang vidst, at her stod en Leir. (afsides) hvilken Dragt!

Vi har her Krig med Nagerne. (afsides) Et Mandfolk med Kaarde, han er klædt som Cavaillererne der, hvor jeg kom fra. Maaskee – — (høit) Min Herre, det er ikke Brug her, at Mandspersonerne bære Kaarde.

Bære Fruentimmerne den da?

Ja hvad andet (afsides) enten er han forrykt, eller det er en fremmed, som er kommen hid paa samme Maade som jeg. (høit) Maae jeg spørge, hvem jeg har den Ære at tale med.

Mit Navn er Leander, og jeg er Kaptein. Maae jeg nu tage mig den Frihed at spørge hvem den Dame er, som jeg har den Ære at tale med.

Min navn er Anne Cattrine, jeg er Professor i den gamle Historie; jeg skulde været Soldat, men Kundskab i den nye Historie erhvervede mig Professoratet i den gamle.

Hun har en Hoben Skruer løse. (høit) Det er selsomt nok, at Damer ere Professorer, men at de blive det i den gamle Historie for deres Kundskab i den nye – — (afsides) Hun er fra Forstanden. (høit) Jeg beder, forklar mig det.

Min Herre! fortæl mig først een Ting! ved hvad Leilighed er De kommen hid?

De spørger mere, end jeg kan svare Dem paa. For et Øieblik siden var jeg i Kiøbenhavn. Hvorledes min Reise herhid gik for sig, kan jeg ingen Rede giøre for.

Beskyttes, eller hades De af nogen Fee?

Jeg beskyttes af en Fee, som har lovet at vise mig Ting, som under visse Vilkaar skulle kunde skee.

Og hun, som taler med Dem, er kommen herhid fra samme Sted og paa samme Maade, som De for otte Dage siden. Da De er fremmed, saa vil jeg underrette Dem om, at Mandfolk er Fruentimmer her til Lands i Henseende til Deres Sysler. Nu seer De hvorfor jeg som Fruentimmer kan være Professor. End videre, maae De vide at man er her nogle Tusinde Aar længere frem i Tiden end vi. – De skrive i Aar 7603, saa den nye Historie hos os, er den ældgamle hos dem.

Men siig Frue Professor! hvad tager Mandfolkene sig for.

Jeg har sagt Dem, de ere de samme i Staten, som Fruentimmer hos os, men langt mere forkiælede. De har dog en svag Skygge tilbage af deres forrige Værdighed. De har for Exempel et Raad, hvori de leege Raadsherrer, og dømme med den pudseerligste Alvorlighed i Sager af det jammerligste og latterligste Slags. I dette Raad indtræde de fleste smukke Folkes Børn. Fruentimmerne har og forundt dem et Academie, hvoraf Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie. Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end (hun hvisker) hos os.

Hvorfor hvisker De. Der hører jo ingen os.

Det er en Vane. Jeg har altid hvisket Sandhed om ham. Thi at sige den høit var orimen læsi &c. Nu har jeg givet Dem den Underviisning jeg har faaet. Tag Dem vare for, at De ikke bliver forført, ja vel voldtaget af Fruentimmerne her.