Bang Herman - Stuk

– Nej – hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene – Skolepengene, som vilde stige – og Værelset her i Leje….

– Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa. – Mo'er – gaa i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.

– Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten – det var det gamle Bord derhjemmefra – og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu….

Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.

– Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til hinanden.

– Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

– Fjenderne, sagde hun.

– Og har Bøllings Fanny? sagde han.

– Ja – Bøllings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng.

… Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.

Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

– Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.

– Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng.

… De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret.

Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet.

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd – til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.

– Godt Jensen, godt Jensen – det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.

– Naa, for Satan – om igen . Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

– Naa, Appel, Hesten frem….

Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter – i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel.

Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham:

– Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane….

– Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen – godt, godt – han ta'er som en Danser … Naa – frisk, Hr. Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne….

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne.

– Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

– Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk – hva' si'er jeg, er' et ikke Kællinger – hva', hva'? de springer som lamme Lopper….

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret Arrigskab og Forlæsthed.

– Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Bøger sammen for at gaa – under arrige Hvislelyd fra Væggen – og Ole Martens slog ham Følge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste rørte sig i Baasen.

– Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

– Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede – alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vestergade:

– Om du vilde tænke det mindste paa din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind.

Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.