Bang Herman - Stuk

Redaktøren sagde: Naa – det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og »Noterne« blev staaende.

»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg:

– Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed – for magre, for gamle, elendige Ansigter … han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde – fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

– Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.

Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade.

Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften … Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav….

Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.

– Da', Børn – kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde.

– Tak. Og dig? sagde Berg.

– Tak – brillant. Brillant s'gu … Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du – føler s'gu, hvordan det vokser for En … Billeder faar man, med et Lys over – Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder« – Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for dig.

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt – paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige Sætninger rundt mellem mange sære Tegn – : Besynderligt – jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv – kan s'gu ikke finde det … han blev ved at rode….

– Det var et Gulv. forstaar du – Lange viftede med Haanden – et Balsals Gulv, du, sét ind gennem Dørene – med Støv henover og en Stump Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt Ramme – hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du….

– Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa … Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Haand – Forstaar du, det skal jo nu udføres , forstaar du … Saadan lidt søvnig Snak – som de er – med Støv i Øjnene….

– Her er et brillant Sted i Kotillonen – i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene … Han læste igen….

– Men – det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse – Jeg har faaet hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel – med en Arm ud over Vogndøren, i Lyset … Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar hun kører … Storartet Lys over Handsken.

Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en Maskine dernede skar ham i Ørene.

– Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage … Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk sér , sagde han. Jeg sér Gulvet – som jeg sidder i Rygeværelset – ind gennem Dørene – med Væggene og et Par Stole … Med et Par Menneske øjne ser jeg….

– Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér , sagde han.

– Og præker – De véd s'gu alt muligt … Jeg vilde være glad du, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud – det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord….

– Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.

– Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

– Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér , sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde han.

– Nej – jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det … Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

– Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.

– Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

– Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er det, jeg altid har sagt. Farvel, du.

Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i »Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

– Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser – der var Tale om »Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk Bad – … Men Publikums Interesse maatte vækkes først.

– Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:

– Der var ganske vist endnu længe til Kongressen – men den almægtige Presse – og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks – kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig….

Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig – med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis og ansaa »Le Figaro« for Mønstret af et Blad.

– Ja. Kongressen skulde være skandinavisk – med Indbydelse til de finske Læger … Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling – Af hygiejnisk Indhold….

De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe – hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig – var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde højt til Krans: