Scharling Henrik - Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

„Skal vi saa have Middagsmad?“ spurgte han.

„Strax“, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

„Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. – De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“

„Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

„Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

„Nei der skal Christopher sidde som den Ældste“, indvendte Præstekonen.

„Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

„Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.“

„Men det kunde Nicolai jo ikke vide“, sagde Præstekonen.

„Derfor siger jeg ham det ogsaa“, svarede Præsten.

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

„Det maa jeg sige“, endte Præsten, „at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.“

„Anretningen er tarvelig, men god“, svarede Andrea Margrethe. „ Persicos odi semper separatus .“

„ Apparatus “, rettede Gamle.

„Saa? Fader siger altid Separatus .“

„Taler De tidt Latin?“ spurgte jeg.

„Ja“, svarede Andrea Margrethe, „der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: sic transit gloria mundi , og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas .“

„ Ratione , ikke natione “, rettede atter Gamle, „ natione giver jo ingen Mening.“

„Ja men Fader siger altid natione .“

„Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin“, sagde Præsten, „naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.“ —

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

„Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker“, endte han med at sige, „nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.“

„Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed“, sagde Gamle med en vis Bitterhed, „de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.“

„Ikke i Fængsel, men i Fattighuus“, svarede Corpus Juris, „der er rigelig Understøttelse til dem.“

„Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn“, spurgte Gamle, „siden Du taler om den „rigelige“ Understøttelse?“

„Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads“, lød Svaret, „men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.“

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: „Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!“ Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed – saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: „Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.“ Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse – snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

„Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu“, sagde Andrea Margrethe til mig.

„Og heller ikke Deres“, svarede jeg.

„O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.“

„Har De Lyst til at see mit Værelse“, sagde Emmy, „saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.“

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. „Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem“, sagde hun til mig, „ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.“ Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. „Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved“, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; „smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.“