Scharling Henrik - Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
Здесь есть возможность читать онлайн «Scharling Henrik - Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard» — ознакомительный отрывок электронной книги совершенно бесплатно, а после прочтения отрывка купить полную версию. В некоторых случаях можно слушать аудио, скачать через торрент в формате fb2 и присутствует краткое содержание. Жанр: foreign_antique, foreign_prose, на датском языке. Описание произведения, (предисловие) а так же отзывы посетителей доступны на портале библиотеки ЛибКат.
- Название:Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
- Автор:
- Жанр:
- Год:неизвестен
- ISBN:нет данных
- Рейтинг книги:3 / 5. Голосов: 1
-
Избранное:Добавить в избранное
- Отзывы:
-
Ваша оценка:
- 60
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard: краткое содержание, описание и аннотация
Предлагаем к чтению аннотацию, описание, краткое содержание или предисловие (зависит от того, что написал сам автор книги «Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard»). Если вы не нашли необходимую информацию о книге — напишите в комментариях, мы постараемся отыскать её.
Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard — читать онлайн ознакомительный отрывок
Ниже представлен текст книги, разбитый по страницам. Система сохранения места последней прочитанной страницы, позволяет с удобством читать онлайн бесплатно книгу «Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard», без необходимости каждый раз заново искать на чём Вы остановились. Поставьте закладку, и сможете в любой момент перейти на страницу, на которой закончили чтение.
Интервал:
Закладка:
„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“
„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.
„Blev han vred?“ hviskede jeg til Andrea Margrethe.
„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade – nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ – —
„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.
„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.
„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig – see her om Sjælens Udødelighed – — Spinoza – — Jacobi – det er bestemt altfor lærd for mig – det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“
„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt – men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“
„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. – Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“
„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.
„Og han gik langt videre end jeg“, vedblev Andrea Margrethe, „han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.“
„Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke“, sagde Emmy.
Nei vist meente jeg det ikke – det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.
„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper – udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“
„Holder De saa meget af det Gamle?“ spurgte jeg Emmy.
„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider – hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“
„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“
„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“
„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.
„O det gjør Intet“, svarede denne, „Saxen var gammel og sløv.“
„Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.“
„Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.“
Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.
Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.
„O ja, en Sang, en Sang!“ istemmede Andrea Margrethe strax.
„Kan De synge?“ spurgte jeg.
„Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.
„Hvad kan De da synge?“
„Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.“
„De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?“
„Ja dem kan vi rigtignok – de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald – vi kan alle syvogfirsindstyve Vers – eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure – eller Svend Feldings Vise?“
„Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“
Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten – Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.
„Se her holder De altsaa dog af det Gamle“, sagde jeg til hende.
„Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden – blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“
„De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“
„Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“
Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.
Читать дальшеИнтервал:
Закладка:
Похожие книги на «Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard»
Представляем Вашему вниманию похожие книги на «Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard» списком для выбора. Мы отобрали схожую по названию и смыслу литературу в надежде предоставить читателям больше вариантов отыскать новые, интересные, ещё непрочитанные произведения.
Обсуждение, отзывы о книге «Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard» и просто собственные мнения читателей. Оставьте ваши комментарии, напишите, что Вы думаете о произведении, его смысле или главных героях. Укажите что конкретно понравилось, а что нет, и почему Вы так считаете.