Bang Herman - Det graa hus

– Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

– At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

– Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier… hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked —

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

– Ja, ja, sagde Moderen og sang med – hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver – :

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa’ paa Uret:

– Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dør:

– Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la’er den Pige synge?

– Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

– Er det ikke dem, de sælger paa Gaden?

Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:

– Fra hvem er der Breve?

– Fra Hans, svarede Faderen indefra.

– Til din Fa’er?

– Ja.

Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.

Derinde lød Faderens Skridt.

– Fritz, hvad Dag er det?

– Fredag.

– Nej, men Dato.

– Den otte og tyvende.

Moderen rørte sig ikke.

Derinde lød Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

– Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

– Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha’e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder.

Selskabsdamen vidste det.

– Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

– Tretten Grader.

– Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:

– Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne.

Det var “Poppe”, der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:

– Fortuna fortis , ud gennem alle Værelserne.

– Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

– Fortuna fortis , skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage.

– Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:

– Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op.

Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske – med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.

Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

Vognen kørte bort – ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.

Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:

– Hvem var det, Grandpapa?

– Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.

– Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.

– Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.

Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.

… Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal – saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:

– Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence… Det er nok blevet værre inat.

– Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde: – Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.

Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:

– Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to:

– Mo’er, Mo’er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til “den lille Spisestue”.

– Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham – hun slog de fyldige Hænder sammen – :

– Jeg sagde det jo nok.

– Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

– Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:

– Men, kære Onkel Hvide – og Baronesserne slog Armene om ham – er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.

– Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha’e. Han kyssede begge Døtrene – Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed – :

– Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

– Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.

– Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

– Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

– De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:

– Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely – for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien – og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:

– Ja, Emmely…

– Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.

– Med Preben, sagde den anden.

– Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

– Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

– Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:

– Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

– Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.