Bang Herman - Det graa hus

– Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.

Sønnesønnen sad lidt:

– Du har jo os, sagde han.

– Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:

– Har – har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.

– Dyrene, min Go’e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:

– Ret Dig, sagde den Gamle.

– Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.

– Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse… Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

– Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og – Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler – hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.

– Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke… Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen… han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad… Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen – det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

– “Ja, det er jo meget kønt”.

– Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:

– Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:

– Men gamle Folk skal ikke ha’e stærke Hjerner, for saa véd de for meget… De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for – Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre… Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah – og Excellencen lo paa dette Ord – han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes – men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt – at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go’e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok —

– Naa – og paa en Gang brød Hans Excellence af – jeg snakker… Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.

Det unge Menneske rejste sig:

– Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

– Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

– Ungdommen maa have Penge, sagde han:

– Farvel.

– Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

– Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.

Georg hængte “Sedlen” ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt – før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.

– Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

– Hendes Naade har ringet.

– Og min Søn?

– Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

– Hm.

– Bring mig Journalen.

Georg bragte den svære Bog og slog den op.

– Hvad Datum er det?

– Den otte og tyvende, Deres Excellence.

– Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.

– Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.

– Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.

– Georg rørte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

– Sig Baronessen Tak, sagde han.

– Men jeg la’er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer… Hvordan har hun det?

– Tak, godt, Deres Excellence.

– Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

– Tak, Deres Excellence… det er kun den Rysten… men jeg ta’r “det Styrkende”, Deres Excellence.

– Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde – hans evige eller eneste Tanke – :

– Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

– Saa skulde han la’e vær’, sagde Excellencen.

– Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ’er.

– Farvel.

– Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.

– Hva’ sa’e han? hviskede Georg ude i Gangen.

– Der er vel ikke no’et, til der ka’ hjælpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:

– Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

– Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

– Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

– Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

– Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder ’et.

– Ja, nikkede Georg.

– Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:

– Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:

– Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:

– Er der nogen syge hos Baronens?

– Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence… til Middag.

Den Gamle havde stotret i det: