Bang Herman - Det graa hus

– Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.

– Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:

– Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.

– Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

– Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:

– Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift… Og de Minder, man gaar og hænger Flor om – det er ikke de Minder, man længes efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:

– Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig…

– Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.

– Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

– Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.

– Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, “længes” li’edanne?

Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:

– Hvorfor lyver de da alle?

– De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

– Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste…

– Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød.

– Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt.

– Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han:

– Hvordan gaar det dine Sønner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

– Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.

– Naa, er det nu opgivet?

– Ja, han vil ikke…

– Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

– Han vil være Ingeniør.

– Ja, saa, sagde Hans Excellence:

– Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er.

Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:

– Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

– Og jeg synes…at…at det er saa svært…at det er, som om, som om vi alle forraadte… det, han døde for.

– Hvad for no’et? spurgte han.

– Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til “Landet”).

– Fædrelandet? sagde Hans Excellence:

– Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

– Han – og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede – døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet…

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.