Sophus Bauditz - Absalons Brønd

Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn.

Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af Urtepotten – det er det Nærmeste.

Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad Skifer – en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer.

Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig "Landet" – hvor langt det gaaer, veed ingen Kjøbenhavner.

– Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen.

– "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end seet nedefra!"

"Ja, se De kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt jydsk Tonefald, "jeg kjender bedst Tagene og Skorstenene."

Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret, næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken – lang, sort – saae ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en Provinsby.

Det var cand. phil., Kommunelærer Berner.

Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun – et fiffigt, polisk Øie – og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet – kjøn var han ikke og soigneret saamænd heller ikke.

Det var Boghandler – antikvarisk Boghandler – Terndrup.

– "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev Sidstnævnte.

"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner.

"Aa, ja – ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad er det for Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den – ligesom de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei, Kjøbenhavn – "

"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By – eller har i alt Fald været det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig.

– "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!"

"Jeg saae nu forresten ikke efter Raadhuset" svarede Berner alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner – de pynter ikke!"

"Aa, nei, saagu, ikke saadan – men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig med, at de faaer Raadhuset."

"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter Hotel, Butik ved Butik – en By af Jern og Glas – og at det ny Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte sig Kirketaarne – Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og ned i alle Gaarde – saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise et Slot med Tinder og kronet Spir."

"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det."

"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det, saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. – Ja, De veed jo nok, at den djærve Bisp nu engang er min Helt: han værnede ikke blot Kirken men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om."

"Ja, han gjorde jo saa."

"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!"

"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da der, Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage – jeg gad nu ellers vidst, om Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen skulde komme en Fjende og ligge for Voldene."

"Det kan De stole paa – i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang – ja, nu er der fem Etagers Huse, hvor de laa! – Aa, hvor var der deiligt, Terndrup, nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt end den Vegetation: alle de mange forskjellige Træer – sjeldne Salix – og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo – der var Noget at samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene dansede over den oliegrønne Andemad – De kan tro, det glemmer man ikke!"

"Aa, nei, det kan jeg forstaa! – Der var nok ogsaa god Jagt ved Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud og – "

"Ja, der var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt Træk af Sidensvanser – ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! – Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: Tulipa silvestris og de to Arter Ornithogalum og – "

"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om, men Jagten – hvor fik man Skydetegn fra?"

"Det veed jeg virkelig ikke!"

"Ikke? – Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!"

Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde Ende paa den ved at spørge:

"Hvad staaer De nu egentlig og seer saa vist efter?"

"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. – "Jo, jeg troer ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad den Kant til, der ligger Jylland!"

"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene, og nogle acclimatiseres, andre ikke – De er nu aldrig bleven det!"

"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup.

"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her. – Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve Absalons Holm," tilføiede han med et Smil – han blev formelig kjøn ved det Smil – "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!"

"Ja, og jeg er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør strax en Forskjel!"

– De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig interesseret udbrød:

"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da svært!"

"Hvor?" spurgte Berner.

"Dernede – i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have."

"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen.