Sophus Bauditz - Absalons Brønd

– "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget Svar.

"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med Calcule. – Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til Herreselskabet."

"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! – Enten har vi Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab – saa var der dog meget bedre ude paa Landstedet!"

"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem – det siger ogsaa Madam Siegler. – Har Du seet Julius?"

"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."

"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar – Cycleløb eller Fodbold, eller hvad Pokker det var – hørte Du, naar han kom hjem?"

"Nei, jeg sov."

– "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"

Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem de projecterede Gjæster – der havde været den Tid, da han var glad for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt tilbage, at han ikke mere kunde huske den.

Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.

"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.

Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at hun selv gik i Kjøkkenet – det passede sig ikke, mente han. Kun Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.

Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.

"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.

"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han fornærmet!"

"Aa, saa holder han Tale for mig!"

"Ja, lad ham bare det – det er sgu det, han bliver bedt for!"

"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen – saa har han da ingen Forpligtelser!"

"Nei, Velkommen vil jeg byde – og han taler forresten i alle Tilfælde – han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den Tale, han har lavet hjemme – det beundrer jeg. – Hvor bliver Julius af?"

"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa træt."

"Ja, det vil jeg tro! – Naa, der er Du – Dagdriver!"

Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem; gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.

Det var Grossererens ældste Søn Julius – Sportssønnen.

Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var forsømt, men Julius tilhørte den yngre Slægt, hvis hele Uddannelse saa at sige er legemlig.

I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte, var at traine og starte, og at han – i Modsætning til Samson, der jo havde sin Styrke i Haaret – kun havde sin Styrke i Læggene, blev Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen skjældte ham ud – i Tide og Utide – Moderen forkjælede ham og gav ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer kjendte han grundigt – kunde endogsaa sommetider fløite et særlig actuelt Refrain temmelig rigtigt – og af dem lærer man jo dog ogsaa saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det skal være.

"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan faae Kvalme af at se paa Dig!"

" English fashion! " nedlod Sønnen sig til at bemærke.

"Hold Mund, Flab! – Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"

"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.

"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.

"Jeg pacede Hansen-Rod", svarede Julius gnavent – det kostede ham øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede vi ham bagefter."

"Rod – hvad for en Rod?"

"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."

"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."

"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for – de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par Barnevogne!"

"Laban! – Naa, hvad er der nu?"

Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam Siegler – Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom – blev strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at forsvinde.

Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind mellem det allerede Vedtagne.

Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den spanske Minister, vidste hun.

"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"

Madam Siegler forklarede nu, hvad hun mente med en Chartreuse, Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.

– "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte Grossereren sin Datter.

"Ja, hvad skal man sige – naar han har Lyst til det, saa – "

"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen – Julius bliver dog aldrig til Noget! – Naa det kan maaske alligevel ikke være saa galt – der er jo flere Prinser i Marinen."

"Ja, hvad saa?"

"Hvad saa, hvad saa – man kan aldrig vide – ja, det kunde jo dog tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved sit Bord!"

Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget omhyggeligt Verdenskortet.

"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.

"Nei – jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"

"Troer Du? – Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! – Veed Du, hvad Sprog de taler der?"

"Det er vel Spansk, tænker jeg."

"Spansk – mon det er meget svært at lære?"

"Ja, det er det vel nok."

"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt – men saa meget, at man f. Ex. kunde holde en Tale – den skulde naturligvis være skreven i Forveien – dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil – de har en Orlogsmand veed jeg!"

"Men hvad vedkommer det Dig?"

"Aa, ikke saadan – ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det: Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og vil derfor sælge – ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan man ikke – men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."