Sophus Bauditz - Absalons Brønd

"Men Fader dog!"

"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske vist er Yocobora kun en Republik – og Ordener har de ikke, jeg har forhørt mig – men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne – jeg har prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og han har kun havt den paa to Gange."

"Men tænker Du da virkelig – "

"Ja, det veed Gud, jeg gjør! – Det er nu forresten mest for din Moders Skyld."

"For Moders Skyld?"

"Ja, seer Du, jeg er Grosserer – 'Grosserer Lange', det kan man baade sige og skrive – men din Moder er slet og ret Frue – 'Fru Lange,' hverken mer eller mindre. – Kunde Du nu ikke unde din egen Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have Glæde af Uniformen?"

"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"

"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! – Hvad er der nu?"

Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar Aftes, var her igjen.

"Hvad for en Herre?"

"Candidat Berner."

"Kjender Ingen af det Navn – ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"

Berner kom ind.

Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid, endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader, gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.

Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og spurgte i en nedladende Tone:

"Hvad er til Deres Tjeneste?"

Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.

"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.

Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade – Blomst var der uheldigvis ikke – mindede alligevel paafaldende om en Kløver – Trifolium resupinatum – som ellers nærmest hørte hjemme i Italien, men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne Plante – hvis det virkelig var den – kunde være kommen her, saa tillod han sig —

"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.

"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen Besked vidste om.

Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:

"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" – nu var han jo nødt til at vedkjende sig Forretningen – "og de Varer veed De vel som en studeret Mand kommer ikke fra Italien! – Er der mere, jeg kan være Dem til Tjeneste med?"

Nei, det var der ikke, og Berner gik.

– "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.

"Uhøflig! Jeg? – Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg være her! – Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op – jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om – og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! – Han giver hende Blomster – det er nydeligt! – Nei, det er vist meget godt, han kommer ud at seile – væk fra det Hele! Man har kun Ærgrelser! – Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"

Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.

Grossereren brugte ham imellem som en Slags Commissionair, dels naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor Gevinst.

Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa hendes mulige Overgang til Theatret.

Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, han var lige glad.

Med den Besked gik saa Terndrup.

Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen, og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før hun ligesom tøvende svarede:

"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i Gaarden – jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort Hus."

"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk – han skal ikke have sin Gang i Baghuset!"

Men det havde nu Poul alligevel.

Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.

– Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik der: et rørt Æg med Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset – den forekom ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et Hjem.

Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.

Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige" Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og det paaskjønnede han i høi Grad – han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.

Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens skeløiede Søn hjem til Middag.