Sophus Bauditz - Absalons Brønd

Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede – lidenskabeligt men ensidigt – Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.

Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i selve Byen – først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som han aldrig glemte at tilføie – viste dem Grænserne for det gamle Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade, hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn, og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om gamle Dage – "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om Kjøbenhavn," pleiede han at sige.

Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk Luft" under Trækronerne.

Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse, Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og "døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans Slægt – en ganske jevn Borgerslægt – været bosat i Byen saa langt tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659 vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store Udfald med gjennem Dronningens Have.

Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i sin Ungkarleleilighed i Nyhavn – han var naturligvis Pebersvend – og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at ældes med Aarene – maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.

Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa Øine og gule Krøller kom ind.

"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du ikke i Skole?"

"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om."

"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! – Er Papegøien bleven syg?"

"Nei, den feiler vist Ingenting."

"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme."

Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren og stavrede saa op paa fjerde Sal.

En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen:

Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!"

Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i Stuen – det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!"

Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever faldt over hinanden.

Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru Buxbom selv, lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte, spillende Øine, Ravhjerte i en Snor om Halsen og store Guldringe i Ørene.

"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix. "Det var kjønt af Dem at se herop! – Skriver I flittigt, I smaa Guds Lam? Det var Ret! – Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!"

"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen der 'Kom ind'," sagde Terndrup. – "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!"

"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe – min salig Moder sagde altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!"

"Saa? – Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ, Jomfru – den kan jo jage En ud af Huset!"

"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!"

"Det er sgu ogsaa sandt! – Men hvad var det saa, De vilde mig?"

"Jo, seer De – ja, det er en meget vigtig Affaire. – Puds din Næse, lille Petra, saadan! – Det er en Datter af den fine Spækhøker henne i Grønnegade – han betaler altid sine to Kroner i Skolepenge præcis den første i Maaneden!"

"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør det!"

"Nei – nei, ikke alle – det kan jo nok knibe sommetider."

"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?"

"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!"

"Naa, ikke flere!"

"Nei – men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen! Ligner det ikke storartet!"

"Det gjør det formodentlig nok."

"Ja, han er en deilig Mand – det er ogsaa min Præst!"

Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden Præstegjerning end at være hendes Sjælesørger, og at hun paa den anden Side underholdt ham som sin private Huscapellan.

"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup.

"Ja – ja, sommetider – navnlig tidligere – men han er gaaet tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været. Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv, og det er saa trøsteligt. – Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost, I smaa Lam! – Har Du kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt, det er der Raad for!"

Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en uhyre Spegepølse. – "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er hjemmelavet. – Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa nok faae Lov at smage! – Luk Vinduet op, lille Marie, der er Liremanden! – Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier – Revueviser og saadant noget – i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan faae, ikke sandt? – Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage op og gjemme paa – som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle Syndere,' sagde han, og det er vi, det er meget rigtigt – De ogsaa, Terndrup! Jo, De er! – Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i Lænestolen der – den skal Pastor Jespersen have til Erindring om gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte – det har jeg ogsaa sagt til ham!"