Rudyard Kipling - Kim

”Min søsters broders søn er naik (korporal) i det regiment,” sagde sikh-håndværkeren roligt. ”Der er også nogle kompagnier dograer i det.”

Soldaten så arrig ud, for en dogra er af en anden kaste end en sikh. Pengeudlåneren smålo.

”I mine øjne er de alle ens,” sagde pigebarnet fra Amritsar.

”Det tror vi gerne,” snøftede landmandens kone ondskabsfuldt.

”Nej, jeg mener, at alle, som tjener Sirkaren med våben i hånd, hører så at sige til samme broderskab. Kasten er ét broderskab, men derudover er der” — hun så sig undseligt om — ”det bånd, som knyttes af pulton — regimentet — ikke sandt?”

”Min broder står ved et jat-regiment,” sagde landmanden. ”Dograerne er flinke folk.”

”Det mente i det mindste dine sikher,” sagde soldaten og skulede arrigt til den gemytlige gamle fyr i hjørnet. ”Det mente dine sikher, da vore to kompagnier for ikke tre måneder siden kom dem til hjælp ved Pirzai Kotal lige for næsen af otte afridi-bannere på bjergkammen.”

Og han gav sig til at fortælle om en grænsekamp, i hvilken dogra kompagnierne fra Ludiana havde udmærket sig. Pigebarnet fra Amritsar smilede, for hun vidste, at han fortalte for at vinde hendes bifald.

”Ak!” sagde landmandens hustru, da historien var til ende. ”Så deres landsbyer blev brændt og deres småbørn hjemløse?”

”De havde lemlæstet vore faldne, men de måtte bøde hårdt derfor, da vi sikher tog dem under behandling. Sådan gik det til. Er det Amritsar, vi nu er ved?”

”Ja, og her klipper de vore billetter,” sagde ågerkarlen og famlede i sit bælte.

Lamperne begyndte at blegne i daggryet, da den angloindiske konduktør gik sin runde. Billeteftersynet er en langsom forretning i Østen, hvor folk gemmer deres billetter på allehånde mærkelige steder. Kim rakte sin frem og fik befaling til at stå ud.

”Jamen jeg skal til Ambala,” protesterede han. ”Jeg rejser med denne Hellige Mand.”

”Du kan for mig rejse ad Helvede til. Denne billet gælder kun til Amritsar. Herut!”

Kim brast i en strøm af tårer, erklærede, at lamaen var hans fader og hans moder, at han var lamaens alderdoms støttestav og at lamaen ville dø uden hans omsorg. Alle folkene i kupéen bad konduktøren være barmhjertig — pengeudlåneren var særlig veltalende ved denne lejlighed — men konduktøren slæbte Kim ud på perronen. Lamaen blinkede med øjnene. Han kunne slet ikke opfatte situationen og Kim opløftede sin røst og græd udenfor kupévinduet.

”Jeg er meget fattig. Min fader er død — min moder er død. Alle I godgørende mennesker, hvis jeg bliver ladt tilbage her, hvem skal så pleje den gamle mand?”

”Hvad — hvad skal det sige?” gentog lamaen. ”Han må rejse med til Benares. Han må følge med mig. Han er min chela . Er det blot penge, der skal betales —”

”Ti stille!” hviskede Kim. ”Er vi rajaher, at vi skulle ødsle med vort sølv, når alverden er så godgørende?”

Pigebarnet fra Amritsar steg ud med sine pakkenelliker og det var hende, Kim holdt et vågent øje med. Han vidste, at damer af hendes profession er rundhåndede.

”En billet — en lille billet til Ambala — hjerteknuserske!” Hun lo. ”Har du ingen barmhjertighed?”

”Kommer den Hellige Mand nordfra?”

”Han kommer fra et sted langt, langt oppe mod nord,” råbte Kim. ”Oppe mellem bjergene.”

”Der er sne blandt fyrretræerne deroppe mod nord — på bjergene er der sne. Min moder var fra Kulu. Køb dig så en billet og bed ham om at give mig sin velsignelse.”

”Ti tusind velsignelser!” hylede Kim. ”Hellige Mand, en kvinde har af barmhjertighed givet os så meget, at jeg kan følge med dig — en kvinde med et hjerte af guld. Nu løber jeg efter billetten.”

Pigebarnet så op på lamaen, som mekanisk var kravlet ud på perronen efter Kim. Han bøjede hovedet for ikke at komme til at se på hende og mumlede en tibetansk formular, mens hun gik forbi og forsvandt i mængden.

”Kommer let, går let,” sagde landmandens kone giftigt.

”Hun har erhvervet sig Fortjeneste,” svarede lamaen. ”Hun var utvivlsomt nonne.”

”Der er titusind sådanne nonner i Amritsar alene. Kom herind igen, gamle mand, ellers kører toget uden dig,” sagde pengeudlåneren.

”Der var ikke blot tilstrækkeligt til billetten, men også til en smule mad,” sagde Kim og sprang op i kupéen. ”Spis nu, Hellige Mand. Se dér! Dagen gryr.”

De gyldne, rosenrøde, safrangule og blegrøde morgentåger rullede bølgende bort fra den flade, grønne slette. Hele det rige Punjab strakte sig i den klare sols glans. Lamaen for let sammen, hver gang en telegrafstang susede forbi.

”Togets hurtighed er stor,” sagde pengeudlåneren med et beskyttende grin. ”Nu er vi længere borte fra Lahore, end du kunne gå på to dage, og i aften kommer vi til Ambala.”

”Og derfra er der endnu langt til Benares,” sagde lamaen med træt stemme og gumlede på de kager, som Kim havde rakt ham. Alle gav sig nu til at åbne deres pakker og fortære morgenmåltidet, hvorefter sikhen, landmanden og soldaten stoppede deres piber og fyldte kupéen med en kvælende, skarp røg, mens de hostede, spyttede og nød tobakkens velsmag. Pengeudlåneren og landmandens kone tyggede pan , [*]lamaen tog sig en pris og talte perlerne i sin rosenkrans, mens Kim sad med korslagte ben og smilede mæt og veltilfreds.

”Hvilke floder har I dernede ved Benares?” sagde lamaen pludselig til kupéen i almindelighed.

”Vi har Ganges,” svarede pengeudlåneren, da den sagte fnisen, som spørgsmålet havde fremkaldt, var ophørt.

”Og hvilke andre?”

”Hvilke andre end Ganges?”

”Jeg tænkte på en vis helbredende Flod.”

”Det er Ganges. Hvem, der bader i den, renses for alle synder og kommer til Guderne. Jeg har tre gange gjort en pilgrimsfærd til Ganges.” Han så sig stolt om.

”Det var også nødvendigt,” sagde den unge sepoy tørt, og den almindelige latter vendte sig imod ågerkarlen.

”Renses — for atter at vende tilbage til Guderne,” mumlede lamaen. ”Og så på ny gå videre i livets rundkreds — stadig bundet til Hjulet.” Han rystede vrippent på hovedet. ”Men måske det er en fejltagelse. Sig mig, hvem skabte Ganges i begyndelsen?”

”Guderne. Af hvilken tro er du?” sagde pengeudlåneren helt forbløffet.

”Jeg følger Loven — den Allerfortrinligste Lov. Så det var Guderne, der skabte Ganges? Hvad for en slags Guder var det?”

Hele kupéen betragtede ham forbavset. Det var ufatteligt, at nogen kunne være uvidende om Ganges.

”Hvem — hvem er din Gud?” spurgte ågerkarlen til sidst.

”Hør!” sagde lamaen og tog rosenkransen i hånden. ”Hør! Thi nu vil jeg tale om Ham. I Hinds folk, lyt til mine ord!”

Han begyndte at tale om Herren, Buddha, på urdu, men revet med af sine egne tanker gled han over i tibetansk og reciterede lange sentenser fra et kinesisk værk om Buddhas liv. De godmodige, tolerante mennesker hørte ærbødigt efter. Hele Indien er fuldt af hellige mænd, som fremstammer evangelier i sælsomme tungemål, medtagne og fortærede af deres egen ivers ild, drømmere, vrøvlehoveder, seere. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.

”Hm!” sagde soldaten fra Ludiana. ”Der var et muhammedansk regiment, som bivouakerede ved siden af os ved Pirzai Kotal, og en af deres præster — han var naik , husker jeg — han profeterede, når ånden kom over ham. Men alle gale står i Guds varetægt. Den mands officerer så meget igennem fingre med ham.”

Lamaen, som nu pludselig huskede, at han var i et fremmed land, gav sig igen til at tale urdu.

”Hør nu fortællingen om den Pil, som vor Herre udsendte fra sin bue,” sagde han.