Rudyard Kipling - Kim

Dette var mere efter deres smag og de lyttede nysgerrigt, mens han fortalte. ”I Hinds folk, jeg er nu draget ud for at søge efter denne Flod. Ved I noget, som kan vise mig på rette vej? For vi er alle mænd og kvinder underkastet jordelivets fortrædeligheder.”

”Ganges — og kun Ganges — kan afvaske synd,” mumledes der i hele kupéen.

”Skønt vi sandelig også har gode Guder i Jullundur,” sagde landmandens kone og så ud ad vinduet. ”Se, hvor de har velsignet sæden.”

”At opsøge hver eneste flod i Punjab, er ingen ringe sag,” bemærkede hendes husbond. ”Jeg for mit vedkommende er tilfreds med den strøm, der efterlader godt dynd på mine marker, og jeg takker Bhumia, Arnens Gud.” Han trak på sine muskuløse, brune skuldre.

”Tror du, at vor Herre har været så langt nordpå?” spurgte lamaen og vendte sig til Kim.

”Det kan godt være,” svarede Kim beroligende og spyttede den røde pan-saft ud på gulvet.

”Den sidste af De Store, der vandrede på jorden,” sagde sikhen med vægt, ”var Sikandar Jalkarn (Alexander den store). Han brolagte Jullundurs gader og byggede en stor cisterne tæt ved Ambala. Brolægningen holder den dag i dag og cisternen er der også. Din Gud har jeg aldrig hørt tale om.”

”Lad dit hår vokse og tal punjabi,” sagde den unge soldat spøgende til Kim med et velkendt ordsprog fra det nordlige, ”det er, hvad der kræves for at være en sikh.” Men han sagde det ikke særlig højt.

Lamaen sukkede og sank sammen som en snavset uformelig masse. I samtalens pauser kunne de høre hans sagte, syngende: ” Om mane padme hum ! Om mane padme hum !” — og den dumpe klirren af rosenkransens træperler.

”Det trætter mig,” sagde han til sidst. ”Den fart og den raslen trætter mig. Desuden, min chela , falder det mig ind, at vi måske allerede har passeret Floden.”

”Stille, stille,” sagde Kim. ”Var Floden ikke i nærheden af Benares? Vi er endnu langt fra det sted.”

”Jamen — hvis vor herre kom nordpå, kan det jo være en hvilken som helst af disse små strømme, som vi har krydset.”

”Ja, det ved jeg ikke noget om.”

”Men du blev jo sendt til mig — blev du ikke sendt til mig? — for den fortjenestes skyld, som jeg havde erhvervet mig hjemme i Such-zen. Du trådte frem ved siden af kanonen — med to ansigter — og to dragter.”

”Stille. Man bør ikke tale om disse ting her,” hviskede Kim. ”Jeg var kun én. Tænk dig bedre om, så vil du huske det. En dreng — en hindudreng — ved den store grønne kanon.”

”Men var der ikke også en englænder med hvidt skæg — som sad omgivet af billeder — og bestyrkede mig i min tro på Pilens Flod?”

”Han — vi — besøgte Ajaib-Gher i Lahore for at bede foran Gudernes billeder dér,” forklarede Kim det lyttende selskab. ”Og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder — det er sandt, hvad jeg siger. Han er en meget hellig mand og kommer fra et sted langt borte på den anden side af bjergene. Hvil du dig nu. Om en stund kommer vi til Ambala.”

”Men min Flod — min Frelsens Flod?”

”Og så vil vi, om du lyster, lede efter den Flod til fods, så at intet kan undgå os, end ikke den mindste bæk på en eng.”

”Men du har din egen Søgen?” Og lamaen satte sig rank over ende, meget fornøjet over sin gode hukommelse.

”Ja, vist så,” sagde Kim for at føje ham. Drengen var fuldendt lykkelig ved sådan at rejse omkring i den store, godmodige verden, tygge pan [*]og se nye mennesker.

”Det var en Tyr — en Rød Tyr, som skal komme og hjælpe dig — og føre dig — hvorhen? Jeg har glemt det. En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?”

”Nej, den vil ikke føre mig nogetsteds hen,” sagde Kim. ”Det var kun en historie, som jeg fortalte dig.”

”Hvad skal det sige?” Landmandens kone bøjede sig frem, og armbåndene klirrede på hendes arm. ”Drømmer I begge? En Rød Tyr på en grøn mark, som skal føre dig til Himlen — eller hvordan var det? Vi har en rød tyr hjemme i vor landsby hinsides Jullundur, og den græsser helst på den grønneste af vore marker.”

”Giv en kvinde en gammel kællingehistorie og en skrædderfugl et blad og en tråd, og de vil væve vidunderlige ting,” sagde sikhen. ”Alle hellige mænd drømmer og deres disciple erhverver samme evne ved at følge dem.”

”En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?” gentog lamaen. ”Måske du i et tidligere liv har erhvervet dig Fortjeneste, så at Tyren kommer for at belønne dig.”

”Nej, nej, det var kun en historie, som blev mig fortalt mig — måske for spøg. Men jeg vil søge Tyren i omegnen af Ambala, så kan du lede efter din Flod og hvile dig efter togets raslen.”

”Det kan være, at Tyren kender Floden — at den bliver udsendt for at vise os begge vej,” sagde lamaen så forhåbningsfuldt som et barn. Så vendte han sig til selskabet og pegede på Kim: ”Det er ikke længere siden end i går, at han blev sendt mig. Jeg tror ikke, at han er af denne verden.”

”Tiggere har jeg truffet i mængde, og hellige mænd også, men aldrig har jeg set en sådan yogi eller en sådan discipel,” sagde konen.

Hendes mand berørte sin pande let med fingeren og smilede. Men næste gang lamaen blev sulten, sørgede de for at give ham det bedste, de havde.

Endelig ankom de til banegården i staden Ambala, trætte, søvnige og støvede.

”Vi skal opholde os her en tid lang i anledning af en proces,” sagde landmandens kone til Kim. ”Vi bor hos min mands fætters yngste broder. I hans gård er der også plads for din yogi og for dig. Tror du, at — at han vil velsigne mig?”

”Hellige Mand! En kvinde med et hjerte af guld tilbyder os herberge for natten. Det er et venligt land, dette Syden. Tænk blot på, hvor vi er blevet hjulpne siden daggry!”

Lamaen bøjede sit hoved og gav en velsignelse.

”At fylde min fætters yngste broders hus med landstrygere…” begyndte manden, idet han tog sin svære bambusstok på skulderen.

”Din fætters yngste broder skylder endnu min faders fætter noget fra hans datters bryllup,” svarede konen rask. ”Lad ham sætte deres fortæring på den regning. Yogi ’en vil sikkert tigge.”

”Ja, jeg tigger for ham,” sagde Kim, der kun længtes efter at få lamaen i ly for natten, så at han selv kunne opsøge Mahbub Alis englænder og aflevere den hvide hingsts stamtavle.

”Og nu,” sagde han, da han havde fået lamaen forankret i den indre gård i et net hinduisk hus bag kasernen, ”nu går jeg bort for en stund — for at — for at købe mad til os i basaren. Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage.”

”Men du kommer tilbage? Du kommer da ganske sikkert tilbage?” Den gamle mand greb ham om håndleddet. ”Og du vil komme tilbage i denne skikkelse? Er det for sent at begynde at lede efter Floden i aften?”

”For sent og for mørkt. Vær rolig. Tænk på, hvor langt frem du er nået på din vej — allerede hundrede mil fra Lahore.”

”Ja — og endnu længere fra mit kloster. Ak! Verden er stor og frygtelig.”

Kim listede sig bort — så lidet iøjnefaldende en skikkelse, som nogensinde har båret sin egen og nogle snese tusind andre menneskers skæbne i et lille læderetui omkring sin hals. Mahbub Alis anvisninger gjorde det temmelig klart, i hvilket hus englænderen boede, og en rideknægt, der netop kørte en gig hjem fra klubben, gjorde ham ganske sikker i sin sag. Nu gjaldt det kun at finde selve manden og Kim smuttede gennem havehækken og lagde sig i et buskads tæt ved verandaen. Huset strålede af lys og tjenere bevægede sig derinde omkring borde, dækkede med blomster, glas og sølv. Lidt efter trådte en selskabsklædt englænder ud i haven, nynnende en melodi. Det var for mørkt til at se hans ansigt og Kim prøvede sig derfor frem på tiggervis.