Ludvig Erichsen - Isblink - Digte fra den grønlandske Polarregion

Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,
men din Taalmodighed lykkelig stor.
Lykkelige du! Du har intet mistet,
thi i dit svækkede Legeme bor
Sjælen , frodig som nyskabt Jord.

Selv har du sagt, at du véd, du har vundet
Muld i dig selv, hvor du før var gold,
faaet din Tro paa dig selv begrundet,
– ja, du har vundet mangefold,
du, som endnu har din Kunst i Behold.

Du er en anden , end først da vi kendtes,
klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,
snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,
den blev din Evnes Gennembrud.

Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,
det er dog det samme Hjærte, jeg ser,
din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
de samme retsindige Livs-Idéer,
din altid urokkeligt tro Karakter …

Sultet og frosset og lidt tilsammen,
lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
– mørk og knugende er vel Rammen,
Billedet selv dog straalende lyst:
en gryende Sol over ukendt Kyst!

Solen , det er din skabende Evne,
Landet , din Tankes nye Muld,
Nu gaar du ud mod det store Stævne,
lidet agter du Gunst og Guld,
Sjælen er rig nok og drømmefuld.

Din Sjæl – som du selv – er adelsbaaren,
jeg er af Borger- og Bondeslægt;
Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,
længst er de blodige Strimer lægt:
Mit Venskab er i din Varetægt!

Der var kommen en Dag
i vort Venskab en Rift,
og af Saaret flød Gift,
som gæred til Nag
– Mistillidens Gift den gule,
som ingen søgte at skjule.

Men det hændte os tidt,
at vi talte forstemt
om, at aldrig blir glemt,
hvad et Venskab har lidt:
vi er ikke af dem, som lover
at lægge Glemsel derover.

Og vort Samvær blev trist,
for vi led, begge to,
men vi havde den Tro:
der vil komme tilsidst
gennem hensynsløs, aaben Forklaring
et Venskab, bygt paa Erfaring.

Og saa skete det her,
at vor Hjemvej blev stængt,
og da har vi vel trængt
til at knyttes lidt nær
til hinanden i fælles Smærte,
og se! Da talte vort Hjærte …

Der laa Sensommer-Glød
paa det ensomme Næs.
I det gulnede Græs,
hvor Vildbækken flød,
dèr laa vi og rensede Vunden,
og nu er Saaret forbunden.

Der var sket noget stort,
kastet bort noget tungt,
og vi drømte saa ungt,
som vi før havde gjort,
da vi gik i den hjemlige Verden
og digtede Planer til Færden.

Ja, hvor gransked vi tidt
i det grønlandske Kort
og beregned hvert Skridt,
som vi vidste blev vort,
– vi vidste det! Vi kunde mærke,
vi var ubetvingelig stærke.

Thi det kan ikke ske,
at en Ungdom, som vil
og har Kræfter dertil,
maa sig vingestækt se
og lade sig skubbe fra Reden
af Oldinge-Stædigheden.

Og det »Adgang forbudt«,
som en mugnet Plakat
fra vor Enevoldsstat
mod vor Rejse fik skudt,
dette Grønlands kinesiske Lukke
vilde vi sønderhugge!

Da saa Landet laa frit,
og trods »Venne«-Kritik
i Opfyldelse gik
hvad vi drømte saa tidt,
om de unge Vinger at strække,
da var vi bevægede begge …

Og nu ligger vi stængt
i Polarnattens Hi,
vore Drømme er fri,
nye Planer blir tænkt …
Maaske stævner vi nordpaa ad Aare
til Sejr eller Fald eller Baare.

Ja, jeg véd, hvad du kan .
Du har Grønlænder-Blod,
jeg har prøvet dit Mod,
du er modnet til Mand,
og du er , blandt alle jeg kender,
den tryggeste, hvad der saa hænder.

Du kan ro en Kajak
gennem oprørt Vand,
du kan styre et Spand,
om saa Fanden det trak,
du er født her i Pollandets Øde,
og her skal din Skæbne du møde.

Dette Land, det er dit,
du, som taler dets Sprog!
Du skal skrive en Bog,
som kan lære os lidt
om Folket ved disse Kyster,
dets Skæbne, Drømme og Dyster.

For vi andre, vi gaar
ikke dybt i et Folk,
som vi kun gennem Tolk
i Tale faar …
Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,
over Ishavets stivnede Bølger.

Ja, mod Nord , Grønland rundt,
dèr, hvor ingen har traadt!
– Er i Drømmene blot
dette Syn os forundt?
Eller gaar virkelig Færden
mod ukendte Egne af Verden?

Vi har Kraft nok og Mod
og et lysende Haab,
vi fik Æventyr-Daab
under Isblinkens Fod,
vi har Ungdommens sejrrige Alder,
– men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …

Hvor vi gaar! Hvad der sker!
Om vi mødes igen!
Se, da er der, min Ven,
ingen Mistillid mer:
Det er ærlige Haandslag, vi giver,
de er rene de Hænder, der skriver!

Og krystalklar og pur
– som den Vildbæk, der flød
under Sensommer-Glød —
er vort Venskabs Natur.
I Mindernes lutrende Rødme
staar Samlivets Smærte og Sødme.

Kære Jørgen, sære Jørgen,
du vor tro »Alt-mulig-Mand«,
aldrig nogen Grund til Sørgen,
Jørgen alt udrette kan.
Faar en Hundeskagle Nykker,
gaar et Slædejern i Stykker,
skal der bruges Fil og Sav,
er han Manden
med Forstanden
og det rette Haandelav.

Men vi skændes næsten daglig,
jeg og Jørgen, med Humør.
Ogsaa jeg vil spille faglig,
jeg har rejst i Verden før.
Men jeg kommer ingen Vegne,
hans Begreber er hans egne,
al min Visdom uden Vægt.
Et despotisk
»Idiotisk«
er hans Svar paa Dialekt.

Men vi kan som Regel staa os
ved at følge Jørgens Raad,
skøndt han helst vil overgaa os
paa sin Slæde som i Baad.
Bringer han os lidt i Knibe,
og der er blot ringe Stribe
Udvej for vort unge Liv,
altid tør han,
altid gør han
just det rette , klog og stiv.

Jørgen er vor bedste Jæger,
skyder altid Smaavildt nok,
og i »Hulen« han os kvæger
som en sjælden renlig Kok,
er snarraadig Blikkenslager,
snild som Smed og Bøssemager,
ja saagar i Tegnekunst;
dydig, vittig,
frisk og flittig,
sparsom med sin Ros og Gunst.

Jørgens hele Kundskabsmængde
er just ingen ringe Part;
dybe Ting han gennemtænkte,
ræsonnered altid klart.
Kølig er hans skarpe Hjerne,
haane Dansken vil han gerne
– nu og da med nogen Ret,
socialistisk,
egoistisk
uden selv at vide det.

Jørgen vil jeg altid huske
længst af al hans mørke Slægt.
Ingen Dansker kan ham kuske,
han er stærk i Selvrespekt,
minder mig om stejle Jyder,
kender sine Landsmænds Lyder,
ser og skatter deres Værd,
lod mig lære
dem at ære
paa vor lange Grønlandsfærd.

Eskimoen er godmodig,
med den fri Natur i Pagt,
og jeg véd, han hader blodig
Enevældets snævre Magt.
– Blandingsbørn blir født uægte,
som den Danske ej kan nægte
Penge og Paternitet.
Sagen glemmes,
han forfremmes,
bliver »Amtmand« trods sin Bêt.