Ludvig Erichsen - Isblink - Digte fra den grønlandske Polarregion

Langs den jydske Vesterstrand
har jeg jublet Barnesange,
har jeg udgrædt Hjærtets bange
Ungdomssmærte rén og sand,
har jeg angret dybt som Mand.
Og naar nu fra denne Kyst,
hvor de høje Fjælde knejser
under evig Sne begravet,
Isen gaar paa fjerne Rejser,
og jeg hører Bølgens Røst,
længes jeg mod Vesterhavet.

Vesterhav med Braad og Røg
over ørkengolde Klitter
ind i Land, hvor Lyngen stritter
paa en vejrbidt Kæmpehøj,
Land med brede Penselstrøg!
Sære, uvejrsdunkle Strand,
hvide Klit og blege Vænge,
skønnest Plet i hele Verden,
Tonebund for dybe Strænge,
som jeg altid høre kan,
– Endemaal for al min Færden!

Ja, for vi skal rejse Hus
dèr, hvor Klitten favner Heden,
ikke langt fra Barndoms-Reden
mellem Fjordens gule Grus
og det friske Havvands-Brus.
Naar jeg træt af viden Flugt
og de Saar, som Kampen giver,
trænger haardt til Fred og Hvile,
griber jeg min Pen og skriver:
»Hold i Nat en Dør oplukt!«
– Henrykt ser jeg Vennen smile.

Stolte Ven! Min dyre Skat!
Vi har mødt i Livets Kaos
mange Venner, som gik fra os.
Du har aldrig mig forladt,
derfor kommer jeg i Nat …
Aa, jeg ser jo Huset staa
gammeldags og lavt til Taget,
ser dig glad i Højtidstøjet
løbe hen og hejse Flaget.
Himlen blir saa høj og blaa,
begge faar vi Graad i Øjet.

Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!
Og den milde, stille Lykke
bare ved en Haand at trykke,
aande ved et elsket Bryst
Hjærtets underfulde Trøst.
Atter Fod i jydske Spor,
atter hjemme hos den bedste,
aa, hvordan skal jeg erklære
dig min Jubel ved at gæste
eget Hjem paa hjemlig Jord
– endelig et Sted at være !

Jeg befandt mig aldrig godt
i den store Bys Kaserner,
store Byer gir trætte Hjerner,
store Byer har meget smaat,
jeg blev led ved det Komplot.
Vi, som fik vor Vugge rørt,
i de fjerne, tyste Kroge,
nyder ungt de store Byer,
indtil vi blir gammelkloge
og af evig Længsel ført
hjem igen til frie Vuer.

Og heroppe, under Fjæld,
naar jeg mindes danske Egne,
er det Jylland alle Vegne,
til hvis rige Skønhedsvæld
jeg er endeløst i Gæld.
Tavs og greben steg mit Blik
mod de stejle Bjerg-Giganter,
men knapt fangede mit Øje
nogle usle Revling-Planter,
før min hele Attraa gik
til de jydske Kæmpehøje.

Jo – naar jeg en Gang naar frem
rig paa Livsmod, – gid jeg maatte! —
fattig som en Kirkerotte
men endnu ved alle fem,
jo, da skal vi bygge Hjem.
Tidt nok blev det drømme-bygt
i de vemods-stille Stunder,
hvor mit Haab jeg opforgyldte.
Men – der skér en Gang det Under,
at vi to kan rejse trygt
Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.

Over tungsindigt
dunkle Vande
flimrer i Natten
fortonede Rande
af drivende Fjældes
hvide Is,
der – som i en Drøm —
følger den fælles
mystiske Strøm
mod det stormfulde Hav
ud mod Forlis.

Jeg stod og tav.

Bare en eneste
Stjerne skinner:
Venus! Dens Sølv
med Vandene rinder.
O, mine Minder!
Stille, stille,
nu bygger de Bro
langt, langt bort,
Bølgerne spille
en glemt Akkord.
Aa, hvem der var to !

– Haand, hvor du knuger!
Sjæl, hvor du bæver!
Dybt inde ruger
en Sorg, et Savn,
jeg hvisker et Navn,
– min Længsel kræver
al min Besindelse …

Hvor gaar din Færden,
elskede Kvinde?
Er jeg den Verden
af ondt og godt,
du slutter inde
nu som før.
Eller har du blot
med Selvovervindelse
stænget din Dør,
været mig tro?

Jeg grubler, spørger,
faar ikke Ro …

– Jeg Taabe, som sørger,
jeg véd jo, jeg véd:
Længsel lider du.
Se, dèr skrider du,
skøn i din Søgen,
uden Frygt
frem over Vandene
søvngænger-trygt,
jomfruelig, nøgen,
min Kærlighed!

O! At du vilde.
Tak! At du voved.
Stille, stille:
Stolt du hæver
dit lokkede Hoved,
dine Øjenlaage
lykkeligt bæver —
jeg ser som i Taage
dine kærlige Blikke
vemodige, milde …

Stille!

Vaagn ikke, vaagn ikke,
saa glider du bort,
og Natten bliver
saa knugende sort …

Det er , som jeg træder
hellige Steder,
hvor urørt Ynde
drømmende sover …
Se, jeg breder
det blødeste Hynde,
vinker dig, beder,
lover, lover:
Nu skal vort Liv
fra Nyt begynde:

Bliv, bliv!

Ingen savner os,
Natten favner os.

Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!
Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,
men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.
Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.

Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,
at vi véd, hvor der er Sandbund og hvor den faste Klippe.
Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,
vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.

Og dog – hvem véd, hvad skillende den næste Dag vil bringe,
det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,
men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,
thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.

Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver
og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.
Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver
et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage …

Hver af os ejer Kanter. Men den Gang Polituren
laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;
men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,
vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.

Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,
vi taler om det hele og siger frit vor Mening.
De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler
de kendes ikke her i vor Tremands-Forening.

Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte
for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.
Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,
at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.

De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster
eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;
de tør ikke være ene , for de ejer ingen Rester
af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.

De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,
og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,
Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,
at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.

Men vi , som lever her i et stænget Mørkerige,
Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget
og øse af vort Indre i det uendelige
og drøfte Livet bag os, forunderligt og broget.