Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært,
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og side ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldri tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge

Se, det er praktisk

Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidsnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde —

Hvad gjaldt trafiken?

Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.

Fi donc!

For tusend, farbroer Gynt!

De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fant den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ei lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekvenserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Dessuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene, —
fik efterhånden gråsprengt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tankt dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne
som strømper, bibler, rum og ris —

Ja, mod profit?

Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over kjøbt,
de fik en kilier grundigt døbt,
vå virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldri brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.

Nå, men de afrikanske varer?

Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Men ved jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene!
Så købte jeg mig land i Syden,
beholdt den siste kødimport,
som også var af prima sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Je, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer, —
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påstå strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.
Nu deforuden af dele
jeg har mig ganske trukket ud; —
jar har plantagen samt den hel
besætning solt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt, —
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.

Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!

Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.

Hvad for øgle, dyre den?

En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.

Hvad hele vove-kunsten gælder,
den kunst, at eje dådens mod, —
der er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, —
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, —
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den theori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.

De er jo norsk?

Aj fødsel, ja!
Men verdsborger af gemyt.
For hvas jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra frankrig fik jeg mine veste,
min holding og min skærv af ånd, —
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik en sending, —
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.

Ja, svenske stålet – !

Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!

Alt dette er såre godt; —
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.

Hm; gøre? Hvad?