Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

men økonom, – nej, det er han ikke!

Væk er kejserens hvide ganger!

Kejserens hellige dragt er stjålen!

Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!

Fatalt! En højst ubehangelig nat.

Er du der igen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og mat.

Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. —
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
og lidt får man læmpesefter skik og brug. —
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, —
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr – .
Hvad nu? Der tasser det over mit hode – !

Den gamle, – med næverne fulde af smuds – !

Ja, – er du der, du gamle bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; —
Bus skal få sukker imorgen – ! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? —
Der er yngelen også!

Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til – ! Gevalt! Gevalt!
Den gamle er fæl, men de unge er værre!

Lanserens tunger,
slikkende, spillende, —
se, se!

Jeg føler alt knappen
i sandet trillende!
Ve, ve

Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.

Min fader var hæler;
hans søn må hæle.

Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.

Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?

Hulen er dyb
og profeten stor!

Hvilken livsalig morgenstund! —
Skarnbassen triller din kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglhuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. —
Det er dog igrunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. —
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, —
ubegribeligt nok, at eg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør, —
Nej; de, hvor firben vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hansførste bliv.

En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. —

Nok? Sig selv – ? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.

Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.
Se her gror bregner. Spiselige rødder.

Det er ligere mad for et kreatur; —
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.

Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; —
det er umuligt at tenke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —
når bare Vorherre under mig helsen.

Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —
Langt derborte skridter en struds. —
Hvad skal enegentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; —
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, —
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
havet i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.

Dæmmet ude? Så kunde jeg – ? Højden er smal.
Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, —
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende grav
ligge der frisk som kruset hav.
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;
sejler vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bar Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabriker;
Bornu blev kolonisert med il;
op gennem Habes for forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dølske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.
Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden
Verden er aflægs! Nu kommer raden
Gyntiana, mit unge land!