Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Bare kapitaler, så er det gjort. —
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske punger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; —
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til ed dejlige, bundne, vordende strande.
Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!

En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!

Umuligt! Jo, virkelig – ! Hvad? jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; —
men at den også kunde flytte en hest – ?
Vås! Det er faktum, at her står hesten; —
ab esse ad posse og så videre forresten —

Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. —
Rap dig, Grane, min ganger god!

Guldtøffel til å støtte min fod! —
På ridestellet skal storfolk kendes!

Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldri fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

Hans ganger er mælken, den hvide,
som trømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler.
Gjennem ørken han kom.
Guld og perle sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham for aumum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom; —
han har selv forkyndt det!

Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

Jeg har læst på tryk – og satsen er sand —
«ingen blir profet i eget land». —
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlstowns redre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag; —
jeg følte mig aldri hjemme i laget,
og aldri rigtig som mand af faget.
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; —
det traf sig så; det er hele tingen. —
Vær sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen. —
Profet; se, det er en klarere stilling.
Da ved man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ei til panten og bevilling. —
Profet: ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det så inderlig uforvarende, —
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmen ikke min agt at bedrage – ;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre – ;
det hele er, så at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situasjonens herre.

Profet og hersker!

Hvad vil min slavinde?

Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt —

Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt, —
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt – hm! Jeg mener syndet, mit barn! —
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.

Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!

Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har nogen extragavante former, —
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun, —
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behanger,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir mnn for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skremmende gammel; —
det middels gør vammel. —
Hendes fødder – de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse —
Anitra, hør her!

Din slavinde har hørt!

Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; —
jeg gør dig til Houri i Paradiset!

Umuligt, herre!

Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!

Men jeg har ingen sjæl.

Så kanst du få!

Hvorledes, herre?

Det må jeg forstå; —
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste. —
Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldri komme til at stikke
synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke; —
men, skidt; det kan også være det samme; —
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme —