Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Hm, tenke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. —
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fra, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», —
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —
Altså noget nyt; en forældet færd;
et formål som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, —
en bog til vejledning og efterfølgelse?
Eller, bi – ! Jeg har tiden ganske til rådighed; —
Hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed!
I sandhed, ja; det er noget for mig!?
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. —
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, —
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, —
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, —
de verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. —
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. —
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekaniske underfundig; —
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet orginalest. —
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!

Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —
sprænge i luften sin rigdoms skat, —
sige sin kærligheds lykke godnat, —
alt for at finde det sandes mysterium, —

det er den ægte forskers kriterium! —
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. —
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldri slide de levendes veje; —
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; —

og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!

Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; —
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

Gud styrke dig hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!

Her kunde jeg passelig begynde min vandring. —
Nu er jeg altså ægypter til forandring;
men ægypter på grundlag af det gynske jeg.
Siden Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vilde bare lede til fortabelse; —
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid den verslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske jeg kan finde kong Potifars grav. —
Så er jeg asiater. I Babylon jeg søger
de ryktbare hængende haver og skøger, —
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Far Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; —
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; —
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer – ;
nej, det er s’gu sandt, – det er krig for tiden – !
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.

Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —

Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?

Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvitende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må eller råde
sangens gåde!

Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.

«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. —
Ellers intet af vægt observeret idag.»

Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind
ligned de såkaldt Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. —
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, —
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkelig minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —
det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —