Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»

Ja,var det ikke det jeg vidste?
Nu blev der en anden dans

Hvorfor ser du, om øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans – !

Du skal ikke likke og glane! —
Snak, moer; det er mig, din gut!

Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.

Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! —
Men nu får du takke tilbage —

Se så, det var tak for skyds.

Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover —
eller er hun – ?

Hys, hun er død.

Får moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.

Skal du langvejs fare?

Mod havet.

Så langt!

Og lenger endda

Drikk, mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk – . Hvad må jeg byde?

Du er superb som vært, broer Gynt!

Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart —

Very well;
en skål for alle fires held!

Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
hos mænd, der lever en garçon, —
et visst, jeg ved ej hvad —

Et vift,
et skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, monsieur; så var det ment?

Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.

Ej, was! Det sprog er og så stivt. —
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil —

Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?

Men denne for-og-i-seg-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid —

Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær, —
hun var af kongelige familje —

Af kongelig?

Af disse ætter,
De ved nok —

Disse adelstroll!

Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.

Gik så affæren overstyr?

Familjen var imod partiet?

Nej, tvertimod!

Ah!

De forstår;
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er visse dele kræsen
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
så trak jeg mig med anstand ud, —
gav afkald på hans ultimatum —
og afkald på min unge brud.

Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøstig at vide.

Og dermed sagen var forbi?

Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
med syv av dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldri glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held,
Det kostet blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.

De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldri ender med at famle,
forstår De alt til et at samle.
Med samme norm De alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning. —
Og De har ingenting studeret?