Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Hvad er her for nyt i bygden?

De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —

Mads Moen, slår han sig tilfreds?

De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —

Men smeden, hvor er han havnet?

Å ti med den sidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —

Nej, nu vil vi sammen snakke, —
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skake,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut!
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengetok
og bredte over mig felden,
og sang både stev og lok?

Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart for.
Felden var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.

Ja, men det allerbedste, —
moer, kan du minds det med? —
det var dog de glupe heste —

Ja, mener du ikke jeg vet – ?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol —

Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.

Der fremme i dumpen jeg kneiste —

Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, —
du var dog en kærlig sjæl – !
Hvad ynker du for?

For ryggen;
det volder den hårde fjæl.

Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.

Nej, Peer, jeg vil flytte!

Flytte?

Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.

Du snakker! Bred over dig felden.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok

Hent heller postillen i kottet;
jeg er urolig tilsinds.

I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos kongen og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo —

Men, snille Peer, er jeg buden?

Ja, det er vi begge to.

Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!

Kære Peer, hvad er det som ringer – ?

De blanke dumbjelder, moer!

Hu, nej da, hvor hult det klinger!

Nu kører vi over en fjord.

Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?

Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.

Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?

Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre du danser?

Ja.

Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.

Hilser han?

Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.

Vin! Har han også kager?

Jada! Et smækfuldr fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.

Å kors; kommer vi to sammen?

Så tidt og så jævnt du vil.

Å nei da, Peer, for en gammen
du kjører mig, stakkar til!

Hyp; vil du rappe dig, Svarten!

Kære Peer, du kører vel ret?

Her er brede vejen.

Den farten
den gør mig låk og træt.

Der ser je slottet sig højne;
om lidt så er kørslen slut.

Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!

Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porte de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skjældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. —
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit