Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter – ?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. —
Der setter han på sprang med næven i en klud.

Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg – ! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. —
Men hugge – ? For altid skille sig ved – ?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, —
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

Kari, hør her!

Hvad godt?

Hør her – !
Hvor ligger – ? Hvor finder jeg – ? Svar mig; hvor er – ?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?

I nøglehullet

Hvad er det som ramler?

Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.

Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; —
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?

Der, blant det andre skrammel

Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!

Jeg mener, det trængs

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Ja, rigtig har de det.

Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —
den, han har på, er så slidt og tyndt.

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.

Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. —
De kommer med mørke; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pussler, i asken vi rager,
gjennem piben vi russler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?

Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

Men faer din?

På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.