Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!

Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din opp af dage når du engang vokser op!

Gid I var så langt – !

Som vi nu er nær?

Og alt dette – !

Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!

Værst for en anden! —
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

Å ja; det svir til de skyldfri, sa’e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —

Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge – ?

Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

Kommer du?

Udenom!

Hvad?

Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.

Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

Men ikke for langt, du!

Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.

Ja, vente!

Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Å, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!

Godkveld!

Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.

Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se hernede.

Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!

Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?

Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.

Se så! Fra det tuge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri – !
Er du kold på fødder og hænder?

Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, ladd den bli gild,
Å nej, der er sandt —

Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.

Ja, ja

Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt

Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?

Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimlig nok, du var yr!

Ja, ja; lad den rægelen fare.
Lad dare den hele dag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden-en anden dag.

Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast, —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?

Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsel, du!