Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Kæmp! Du skal!

Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!

Hvad godt?

Brug vold!

Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

Kommer han, Bøjg?

Ja; fod for fod.

Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

Han vinner!

Vi har ham.

Systre! Skyd fart!

For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.

Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!

Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.

Den, som havde sig en ramsaltet sild!

Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

Det er Solvejg —

Hvor er hun?

Bag sætervæggen

Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.

Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?

Skam dig!

Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

Da var det vel, der blev ringet med klokker.

Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?

Å, hun taer benene fat!

Vent!

Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få, —
bare snak godt for mig!

Slip; lad mig gå!

Der har du den.

Slip; der står nistebommen!

Gud nåde dig, hvis du ej – !

Uf, du skræmmer mig!

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.

Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldri så stærk. —
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ – !

Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. —
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. —
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. —
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. —

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.

Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!

En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde; —
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!