Henrik Ibsen - Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

På ridestellet skal storfolk kendes!

Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!

Må jeg skjære ham i fingeren?

Må jeg rive ham i håret?

Hu, hej, lad mig bide ham i låret!

Skal han lages til sod og sø?

Skal han steges på spid eller brunes i gryde?

Isvand i blodet!

Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.

Altså, det er min datter, du kræver?

Din datter og riget i medgift, ja.

Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.

Det er jeg nøjd med.

Ja, stop, min gut; —
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.

Får eg kaldes for konge, så holder det let.

Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve —

Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!

Hva er forskellen mellem trold og mand?

Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —
ligeså hos os, hvis bare de turde.

Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. —
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»

Øjner du dybden?

Det tykkes mig tåget.

«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.

Nej, men —

Det må, skal du her vorde herre!

Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre —

Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.

Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.

Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.

Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.

Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!

Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?

En får håbe på vanens magt.

Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.

Jeg har ingen hale!

Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.

Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?

Bejl aldri til datter min med bagen bar.

Gøre mennesker til dyr!

Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.

Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!

Du est en medgørlig fyr.

Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?