StaVl Zosimov Premudroslowski - SOVIET MUTANTER. Sjov fantasi

© StaVl Zosimov Premudroslowski, 2019

ISBN 978-5-0050-8213-8

Created with Ridero smart publishing system

Langt – langt på grænsen til den tidligere Sovjetunionen (nu Kasakhstan) og Kina, i den sydøstlige del af Semipalatinsk-regionen, nær byen Ayaguz, oversat som “Oh bull”, var der en nukleær testplads med en inficeret radioaktiv atmosfære opnået på grund af uagtsomheden af berusede, arbejdende videnskabsfolk. I hele miljøet begyndte ofte forskellige mutationer at forekomme, forskellige mutationer: derefter fødes to hoveder på en fårekropskrop; derefter to haler eller hoveder, af en firben eller en slange; så er der tre fødder og en børste til den menneskelige efterkommer af Temujin (Genghis Khan), en lokal beboer i disse stepper. Og det skete, at normale blev født, som f. eks. Sparrow Stasyan.

Der var ingen kropslig defekt på hans krop, alt var som det skulle: halen, næb, øjne og mere… Alt var som en spurv, men han havde et problem med fjerdragt. Mere præcist var der overhovedet ingen fjer, og han var helt skaldet. Og derfor, fra fødslen, tilbragte han sit hårde liv på jorden, værre end en kylling, den flyver endda lidt. Men ikke værre end nogen doggie eller firben, hjemløs mand eller mus… Kort sagt, aldrig i himlen, i modsætning hertil, fra deres fjerede slægtninge, der ondsindet spottede på ham ovenfra, kaldte og ydmygende ham. Skrigende griner fra rederne, allerede fjerkræede kyllinger. Og selv generelt fejrede de behovet, direkte til ham, og Stasyan, den skaldede spurve, sænkede desværre hovedet og græd i sin sjæl og flød rundt om andre menneskers fugl fæces. Og så hver dag. Men han havde virkelig lyst til at flyve, at i en drøm, den galning, endda forsøgte at tage af sted mere end én gang, virkeligheden er ikke en drøm, og han sprang ind i Java og var i en galningssøvn, klappede hans skaldede vinger igen, sprang og klappede ned… og det skete endda ved at slå panden og derefter halebenet. Hvad han bare ikke prøvede, men intet erstattede hans fjer.

En gang skæbne skæbne ikke desto mindre på den skaldede bestråede spurv, og igen, når han løb væk fra en omstrejfende kat, stødte han på et rådnet lig af en ravn. Maggot orme gnagede den afdøde godt, og fjerene lå simpelthen på et skelet på jorden nær et menneskes skraldespand. Han tog to fjer med poterne og viftede dem som vinger, og han vendte sig om og startede fra jorden. Han drømte om, at han var en ørn, der fladder højt og højt på himlen og sporer denne skaldede kat til morgenmad, som på det tidspunkt stræbte efter at fange og klynge den fattige fyr, en handicappet person, der led som et resultat af nukleare prøver af lav kvalitet med delvis stråling ud i atmosfæren. Men ved at holde fjerene i poterne og slå fingrene fast, var det ubelejligt at tage af og ikke plejede at svæve på hovedet, især da der ikke var nogen fjedret hale og Stasyan ikke kunne styre, derfor måtte han dreje til venstre, højre, op og ned, han måtte lande, dreje rundt med næb og flagre tilbage til himlen.

Ja, og du går ikke på hovedet på toilettet. Jeg var nødt til at foretage en nødlanding, hvilket førte til kvæstelser på kraniet og næb, da de normalt også bremsede dem. Selvfølgelig lærte han at flyve som dette for ikke så længe siden, indtil fjer blev fjernet af hans slægtninge, og han igen begyndte at leve, overleve, løbe væk og gemme sig.

Men i den næste jagt genvandt han igen, i det mindste noget udseende af et spurvlignende udseende, endda på hovedet og helbredet. Men engang landede Stasyan uden held i et frisk, menneske, hjemløst, stadig varmt, gelélignende, surt ildelugtende produkt fra mave-tarmkanalen. Med et ord, i lort. Følelsen var ikke behagelig, og det var nødvendigt at vaske, men der var en mangel på vand: trods alt steppezonen. Folk tager vand fra brønden. Og floden tørrer op midt i sommeren, der vil ikke være nogen regn i yderligere seks måneder, solen er ved dens top. Vi bliver nødt til at vente, indtil lortet tørrer op og forsvinder af sig selv – Stasyan tænkte højlydt og gik hen mod solsiden, lagde sig på ryggen og begyndte at vente.

Og på det tidspunkt nærmet sig en sverm af grønne møde fluer i nærheden, hvilket Stasyan ikke havde mistanke om. Nej, han så fluer i sit liv og spiste endda dem, men kun døde og tørre, som kiks til øl. De levende omkransede ham normalt for ikke at blive krummer for hans fuglens mave. Når alt kommer til alt tygges fugle maven. Og i øjeblikket skjulte aromaen af crap og et uigenkendeligt look, som en klump med hestemøgt, sin jagtkarakter af en rovfugl, der er enorm for fluer. Roy kredsede spurven over hovedet og lavede en frokost landing, dykkede med det samme, men den var ikke der. Kuldet var tykt foran øjnene, og benene på de lort-grådige fluer klistrede fast på hele kroppen. Fra tid til anden flyttede fluerne på plads og forhindrede derved, at deres poter endelig klistrede sig til maden. De vigtigste fluer ville bare give kommandoen om at skifte plads, da han blev stoppet af Stasyans åbne øje, foran hvilket han var placeret i spidsen af næbben.

– — Stand!! Stasyan knuste.

– — Hvem er du?? – lederen spurgt af frygt – — Jeg er din herre, forstår du?

– — Ja.

– — Bliv kaldt, min slave!

– — skat … – — hvordan?

– — skat…

– — Ældre flue skat?

– — Du kan simpelthen: “flyve skat.”

– — Flyhoney … – Stasyan rystede på hovedet. – hvorfor skat?

– — Sød en, ved du? Biene bærer…

– — skat, eller hvad?

– — Efter din mening – skat, men efter vores mening – skat. Nå, mi fløj…

De vigtigste fluer forsøgte at rive sine poter af, men det var for sent, og de klappede deres vinger med det samme, men tyngdekraften holdt spurven bevægelig, og han indså, at han var nødt til at hoppe og tweetede:

– — Eureka!!! – og han sprang ryggen som en ninja. Fluerne fangede luftstrømmen og bar den skaldede mand op over jorden. Fra den nærliggende skraldespand kiggede den samme kat ud og sprang i retning af en levende summende brun flyvende klump.

– — Højere, højere, flyve skat!!! – Stasyan bjeffede, på et sprog, der ikke var forståeligt for mennesker og katte, men fluerne forstod ham, og efter den femtende af deres kammerat havde spist, overholdt de straks hans ordrer, hundrede procent. Så han blev mesteren af sværmen, og deres tidligere leder frivilligt accepterede stillingen som co-pilot og aftalte i personen af alle hans slægtninge, at hvis Herr Stasyan ikke fortærede dem, ville de være klar til at tjene ham trofast. Så den skaldede bestråede spurv gik ind i fuglernes rækker, og endda begyndte han endvidere at flyve dobbelt så hurtigt som sine pårørende og højere, som en ægte ørn.

.En stolt ørn fladdede i himlen og så en konkurrent nærme sig ham fra jorden. Før landsbyen kunne ingen og havde ingen ret til at stige til niveauet for Ørnen, og dette …?!? – bare en boor og en ignoramus!! – tænkte Ørn og greb Stasyan på farten med sin pote og bragte den til sin forfærdelige, kraftige, store næb.

– — Hvem er du???? han knurrede, som en grammofon, til hele himlen og bulede øjnene som en rigtig bjergbestiger, spyttede på en muses stinkende cadaverøs spyt fra et rovdyr, som en mikrofonsanger og sprænger vedhæftende fluer. Et par hundrede fluer blev øjeblikkeligt sprængt uden poter.

– — Yaa? Øh, jeg er denne… Ørn. – Forbløffet, i en skjælvende stemme, svarede Stasyan. – ligesom tee, åh… også et rovdyr.

– — Hold fast på ejeren, vi er med dig!!! – koret susede og hviskede, de resterende en halv million flyver.