Knud Hjortø - Hans Råskov

Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med det forsæt sov han ind.

Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor, men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.

Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.

Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.

Ti stille, hund!

Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte i stedet for.

Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.

Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå himmel.

Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte, hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i hullet og vendte sig for at gå hjem.

Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.

Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.

Peder Hansen og et par andre gårdmandsfamilier havde slået sig sammen og var kørt i skoven; de sad ved bordene og havde begyndt at pakke maden ud: oksestege, der sad i et tommetykt lag sky, stegte høns og duer, kogte æg, sandkager så store som slibestene, stikkelsbærgrød med stødt kanel, og fløde i trepægleflasker, så tyk, at den næsten ikke var til at lokke ud gennem halsen.

Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser man aldrig noget til dig? – Som den, der var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder, de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. – Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. – Han vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. – Bondelømmel, sae hun. – Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så – — —

Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom alt andet.