Knud Hjortø - Hans Råskov

Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.

Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.

Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.

Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. – Og ud af sin uudtømmelige grube af historier begyndte han:

Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og gå med i kirken, Rasmus – — sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. – Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. – Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. – Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. – Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn – — —

Blev han ramt? spurte pigen.

Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og tråd og den slags.

– Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et indtryk på ham.

Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, hvad han havde været så optaget af.

Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og gik videre.

Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd i husmandens historier.

Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. —

Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det; det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting der ude blev fremmed. Hjemmet – det lå mellem de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og stakkene. Hvem skulde han få med?

– Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig, så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og gården alene tog halvdelen af udsigten.