Knud Hjortø - Hans Råskov

Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde blive.

Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: H—m, h—m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand, der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, der fulgte efter hvert lyn.

Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.

Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om noget.

– Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom, for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.

Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned, kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?

Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.

Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.

Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, – der var noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende; køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af, så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden – det var den klogeste mand i sognet —, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde hentes dyrlæge. – Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. – En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo ikke så glade ved det. Ja – dær fandt de så en gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den.

Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.

Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en hunds side – det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte – dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt, der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted – som en rusten gryde, fuld af hår og negle – ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod – — og man vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med at grave efter det – —