Scharling Henrik - Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med faa Aars Mellemrum.

Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr – i Sverig og Tydskland fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en Oversættelse i Bibliothèque universelle .

Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning („Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter“ 1866 – andet Opl. 1886). Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt optaget Universitets-Virksomhed, „Min Hustru og jeg“ (begyndt i Juli 1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.

Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

Kjøbenhavn, October 1887. Henrik Scharling.

Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs, saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik. Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig – vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke end Ægyptens høieste Pyramide.

Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg ventede paa min Bogs Tilbagekomst – men jeg turde ikke spørge. Paa den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: „Ja der bliver jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit trykke!“ Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.