Albert Gnudtzmann - Det stille Vand - En Fortælling om Ungdom

Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, saa han de to unge Skikkelser dreje om det nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og svingede stadig med Haandkufferten i Luften. Anna næsten løb ved Siden af ham.

Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars lille raske Blæst – en munter lille Storm, der var kaad som en Hundehvalp og som dansede om dem og nappede dem i Klæderne…

… en rask lille Blæst, der laa paa Lur bag Gadehjørner og som foer halsende frem og klaprede med Skilte og Vejrhaner…

Flyge gik op i Biblioteket.Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen deroppe, var det ikke fordi han ønskede for bestandig at blive Biblioteksaand eller Arkivvæsen. Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk Sprog med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler havde vakt nogen videnskabelig Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden syntes ham ikke tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun til ganske foreløbig at flyde paa.Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.Der stod de paa de lange, hvidmalede Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved Ryg i uendelige Rækker. Tanker, der forlængst var blegede og visne, Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed var fremmede for Hoben, og atter Tanker, der endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed. rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, som Soldater i Geleddet, ventende paa det Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.

Og denne Hær med dens Uoverskuelighed af Afdelinger var ikke en tilfældig samlet Flok, der en skønne Dag kunde møde sin Overmand og hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat af alle Vaabenarter og alle Nationer, og gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag dertil.

Flyge følte sig som en Konge, naar han saa hen over alle disse Rækker. Han herskede over dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, naar han vilde. Men ukaldede kom de aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede Meninger. De ytrede sig, naar man spurgte dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.

Han havde efterhaanden udviklet sin Smag for Læsning til det bizarre. Han læste ikke mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. Helst søgte han til de Værker, som ingen Andre læste, de glemte og forsmaaede, og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde føle sig ene om deres Selskab.

Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed tage for sig en indbunden Aargang af en eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide hen over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. Spalte op og Spalte ned kunde han læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse, perfide og ørkesløse.

Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, som havde undfanget dem, hvor de havde spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, hvor de havde pirret op i Myretuen! Og nu stod Resultaterne der, kendt døde og magtesløse af Livet, der blev ved at rulle hen over dem… Med en vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe sig i en saadan gammel afmægtig Artikel: hvor var nu den Blæst henne, som den havde rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre Aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes rundt som Sneflokke og faldt til Jorden…

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.