Albert Gnudtzmann - Det stille Vand - En Fortælling om Ungdom

"Spurgte han Dem ud?"

"Ja – men han spurgte for Resten blot, hvor jeg boede. Det var en ældre En – naturligvis. Ellers havde jeg vist heller ikke løbet efter Hatten. For han var meget nærmere ved den selv."

"Sagde De ham saa det?"

"Hvilket?"

"Hvor De boede."

"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. Mere syntes jeg ikke kom ham ved. Det var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, sagde han bare. Hvad tror De i Grunden, han mente med det?"

"Han skulde vel den Vej."

"Tror De? Aa ja. Han var nu ældre."

… Der var kun faa Mennesker i Alleen. Mest gamle Folk, der stred sig frem mod Blæsten. Undertiden tvang den dem næsten til at staa stille.

"Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna videre, "hvor det i Grunden er underligt at leve."

"Aa ja – mere underligt end egentlig behageligt."

"Behageligheden er jo forskellig. Men det er underligt, at man saa tidt ikke kan gøre Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede, hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden Dag en Herre i en Sporvogn. Det var en meget pæn Herre, men han havde saadan en frygtelig Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man kan blive af med saadan en, og jeg kunde jo altsaa godt have sagt det til ham. Men havde jeg gjort det, saa var han naturligvis bare bleven vred."

"Det var han rimeligvis."

"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis jeg nu havde været hans Søster, saa vilde der ikke være noget i det. Men hvorfor skal man absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre hinanden Nytte? Der er nu det med Hattene – De synes maaske ikke en Gang, at det er rigtigt?"

"Jeg tror helst, De skulde lade være."

"Ja, det er ogsaa rædsomt med mig. Hjemme der passer jeg virkelig saa nøje paa, at jeg ikke gør noget galt. Men saa snart jeg kommer udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, hvordan jeg er. For der er dog aldrig Nogen, der kender mig."

"Saa skulde De se at komme lidt mere ud."

"Mo'er synes ikke om det."

"Har De forsøgt?"

"Nej – men jeg ved det jo."

"Ved De hvad, Frøken Herding" – han standsede et Øjeblik og slog Dupskoen af Stokken mod Stenbroen – "var jeg i Deres Sted, saa gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."

Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, som om hun overvejede denne Mulighed.

"Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. For det er Synd for Mo'er."

"Mener De det?"

"Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde ikke kunne forstaa det. Og hun er jo saa sikker paa, at saadan som det er, saadan er det det bedste for mig."

"Ja, det tror de jo allesammen – alle de Ældre. Saadan som de gør det, saadan er det naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener netop, det er Synd for dem selv, at de faar Lov til at tro det."

"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"

"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn, saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden. De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig noget nyt og friskt med der ude fra. Gennem dem faar Forældrene Lov til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem… Men naar Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage – uden at dø."

Han havde talt sig varm. Men Anna rystede bedrøvet paa Hovedet.

"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan noget som det, De der siger. Hun vilde bare synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det godt: hun bryder sig ikke om noget udenfor, bare hun har mig. Jeg turde saamænd ikke en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem idag."

Hun lo – en Smule forlegent.

"Hvad tror hun da?"

"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det var jeg ogsaa: jeg plejer at se op til ham en Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. Og saa fik jeg saadan en pludselig Lyst til at… "

"Til at faa noget at læse i?"

"Ja."

"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For nu slipper jeg Dem ikke igen saadan uden videre."

"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa saa hjælpeløst forskrækket ud, at han kom til at le.

"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa en Kafé."

"Der har jeg aldrig været før." Hun blev rød af Glæde. "Og saa kan jeg ogsaa meget bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen med Dem."

"Mener De det?"

"Ja – for saa er det jo Dem, der har inviteret mig og ikke mig, der… "

"Er gaaet op til en fremmed Herre – nej. Med andre Ord: vi lyver lidt – ikke sandt?"

"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa angerfuldt paa ham.

– De var naaet ned til Vesterbros Passage og vilde gaa tværs over Gaden. Fra den ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra den anden susede en elektrisk Sporvogn frem. Anna saa ikke Sporvognen og vilde gaa frem lige foran den.

Flyge stak uden at tænke over det sin Arm ind under hendes og holdt hende saaledes tilbage. Den blev ved at hvile der, til de var naaet over Gaden. Anna gjorde intet for at gøre sig fri. Og han kunde mærke hendes Arms Varme gennem sit Frakkeærme.

Det blev ham, der af egen Drift gav slip. Hun syntes ikke et Øjeblik at have tænkt over, at de havde gaaet der Arm i Arm.

"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme fra," sagde hun pludselig – hun var endnu inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er straks, at jeg er kommen noget til."

– De tog Plads udenfor en af Kaféerne i Nærheden af Tivoli. Flyge vilde helst gaa ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig for senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, hvem den Dame var, han havde haft med. Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. Der kunde de have det nok saa lunt, og der var Læ for Vinden.

Anna skulde have Chokolade, naturligvis. Flyge vilde, at der ogsaa skulde være Vin.

Men da de havde faaet det, blev han paany tavs og vidste ikke ret, hvad han skulde sige til hende.

Anna lod ikke til at mærke det. Hun var i ypperligt Humør og lo og pludrede løs med Munden fuld af Kage.

"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" sagde hun. "Det tror jeg, den gør. Her sidder altid saa mange, naar man gaar forbi. Især Herrer. Jeg har for Resten somme Tider saa ondt af dem."

"Hvorfor det?"

"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud – de kan sidde og se helt fortabt paa deres Smørrebrød. De har naturligvis ikke noget andet Sted – jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag ind at sidde og spise ganske alene ved et lille Bord – Tak! det skulde jeg dog ikke have noget af. De er vist ogsaa sære, mange af dem – jeg synes, de, som varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem… Kan De se den tykke Opvarter der – sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet foran dem… Se, der kommer en Hund – aa, det er Synd: den faar vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, at Nogen kan nænne at tage en Hund med paa saadan et Sted og saa lade den staa og se med tør Mund paa, at man selv spiser… Ja, kom Du bare her hen, min Ven, saa skal Du faa Sukker… Monstro den holder af Sukker?.. Saa – sitze – god Hund… Nej, hvad er nu det?"

Hunden havde meget behændigt grebet det Stykke Sukker, hun kastede ind i Gabet paa den. Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden Haand.

"Nej stop, det var ikke Meningen – fy, skamme sig… "

Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. Bare have dem om sig som en sagte Musik.