Albert Gnudtzmann - Det stille Vand - En Fortælling om Ungdom

Stille, stille stod Luften over Furesøens dovent-blanke Vandflade, sommertung og stille. Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt Gisp fra et træt Bryst. Hivende nødte det sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende som sænkede Alkovegardiner ludede de sig ud over Søen. Under dem var der lønlige Kroge, skjulte Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par strøg ind og ud.Der var Fred over Landet. Sommerfred, dansk Fred.Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter, der tumlede sig i den bagende Sol. Og nu og da slog en Karuds i Vandskorpen med et fedt Skvæt. Vandet boblede, og der dannede sig Ringe. Og saa blev alt igen stille, stille… Men i Skoven var der Mennesker. De var søgt derud for at holde Søndag. Familievis kom de traskende med trætte og slæbende Skridt hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede Træer. Arbejdet, de seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overflødigt Overtøj og grønne Grene. De lange Døgns Slid havde mærket dem – bøjet en Ryg, krøget et Lem – som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det Brug, der daglig gøres af dem… søgt derud for at holde Søndag. Familievis kom de traskende med trætte og slæbende Skridt hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede Træer. Arbejdet, de seks Dages Tynge, sad endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde de læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang og med overflødigt Overtøj og grønne Grene. De lange Døgns Slid havde mærket dem – bøjet en Ryg, krøget et Lem – som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det Brug, der daglig gøres af dem…

Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende Lemmerne i den skyggefulde, friske Luft.

Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, næsten trodsigt, den indelukte Tørst efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe. De dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land… Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv.

Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet. Der sad de, fordybede i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af Overanstrengelse; alligevel tilfredsstillede de ingen. Og undertiden rejste sig et Selskab og gik med harmfuldt dirrende Skridt og med Ansigter, der tindrede af Forurettelse…

Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste Sommergæster Middagskaffe. De sad og stirrede sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem at vanhellige Stedet. Selv gennemgik de ganske stille Fordøjelsens Mysterium, mens den solvarme Luft sivede ind gennem deres Hudporer. Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag den Taknemmelighed mod Livet, som ellers daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man spiste saare godt paa Hotellet, og Gæsterne blev fede og frodige som stærkt gødede Planter.

Dog det kunde hænde, at den fredsommelige Søndagspludren gennemboredes af et højt og gjaldende Mandsraab – eller af en kvidrende, vældende Kvindelatter – eller af flere Stemmer, der pludselig sprudlede højt til Vejrs som en Springkilde af Latter. Det kom fra unge Folk, som bruste gennem Skoven, overmodige af Sundhed og Styrke. De følte, hvordan Blodet dansede i Aarerne paa dem, og de kunde gribes af en Fornemmelse, som bar de paa for meget Liv. Somme Tider satte de i susende Løb, saa Vejret var lige ved at forgaa dem – og saa kastede de sig pludselig ned paa Jorden og aandede Skovluften ind af alle Kræfter. De kunde have rykket Træer op med Rode…

Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent Preben Flyge. Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ.

Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur. Det var saa en Trang, der undertiden ganske uvarslet brød ind over ham som en borende Uro. Saa blev Bøgerne lagt til Side. Og baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud i Landet, spile sine Næsebor op og aande Luften som den vejredes ham i Møde, fyldt af al Jordens Krydder og Dunst. Han følte et eget stærkt Behag ved at blive svedig, tilstøvet, gennemblæst. Og han fyldtes af en Styrkens og Livets Glæde som et Markens Dyr.

I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han ikke. Tvært imod: han holdt af at høre deres Stemmer om sig, fremmede Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans Sind.

Denne Stilhed var det, han trængte til.

Thi naar han var ene, kunde han sidde og stirre sig ind i et Liv af bølgende og skiftende Tankerækker, hvori han ikke fandt Fæste. Han kunde lade sig gribe af en tilfældig Stemning, der efterhaanden helt beherskede ham. Lidet kunde vække den: en ringe Oplevelse, en Bog eller bare en Avisartikel. Men bedst som han hengav sig til den og lod den indgaa Forbund med nye Tankeforbindelser i voksende Rækkefølge, kunde et helt andet Følelsessæt fra en skjult Afgrund i hans Sjæl trænge sig frem – en Ødelæggelsesdrift, der stadig var i Bevægelse for at udslette Virkningen af, hvad der for et Øjeblik formaaede at optage ham. Det var som et Haglvejr af spottende og vrængende Tvivl, der nedslog hans Sjæls friske Blomsterflor, og det kunde komme, naar hans Sind var fuldt af Højtid, og lægge hans Stemning øde.

Men rundt om sig i Verden saa han sikre Mennesker. Smaa de fleste men belæssede med store Meninger, struttende og strittende som Pindsvin af allandsens fastspigrede Overbevisninger og brægende Fordomme. Smaa agtede Mennesker med dresserede Sjæle, som de fremførte i alle den højere Skoles Gangarter og som de lod springe gennem de partiprivilegerede Anskuelsers Tøndebaand… Smaa velstriglede og skinnende Mennesker, der travede rundt i Manègen og som vrinskede forarget, naar de saa, at andre var dresserede i en anden Skole end deres egen…

Der kunde komme Øjeblikke, da Preben Flyge spurgte sig selv, om ikke Menneskeslægtens evige Forbandelse var den, at den havde lært at stræbe efter Sandhed. Thi Sandhederne spægedes i Tidens Løb til Dumheder og laa saa og spærrede for nye Sandheder, der vilde frem. Og i mulden og bedærvet Tilstand slugtes de netop allergladeligst af Folk, hvem de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.

Men naar han var sammen med andre Mennesker, holdt han oftest disse Tanker for sig selv. I det højeste lod han dem skimte frem gennem en vis lun og godlidende Skepsis. Han skyede at stille sig blot for den haandgribelige Alvor. Derfor var han i Grunden velset, hvor han kom frem.

– Det begyndte at blive Aften. Hen over Søens Flade drog Skumringen sig som en uhyre matgraa Presenning. Og i Tusmørket gled alle Fjernsyn ud. Den blaagrønne Mur af Skov, der hegnede Søen, saas som en fjern, dybsort Skygge.

Nu blev der sat en Baad i Vandet. Et Selskab af unge Kvinder og Mænd tog Plads i den. Lidt efter saa man den vippe og gynge rundt paa samme Plet, mens et Aarepar, der ikke kunde komme i Takt, skiftedes til at falde med et tungt Plask i Vandet. En stod op i Baaden og kommanderede. Han svingede frem og tilbage og fægtede med Armene. Hvert Øjeblik maatte han sætte sig ned. De andre vred sig paa Tofterne af Latter.

Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. Baaden kom ikke videre: den syntes fordømt til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt. Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. Og efterhaanden blev de stille – ogsaa de.