Albert Gnudtzmann - Det stille Vand - En Fortælling om Ungdom

Han hævede sit Glas og drak med hende.

"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, langt Bekendtskab!"

"Tak" – hun lo – "jeg bliver saa fuld som en Allike, naar jeg har drukket dette her."

… Paa en Gang var der en ung Mand, der inde fra Kaféen stilede hen mod Bordet, hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet Haar og et svagt Fuldskæg. Gangen var en Smule slentrende, og to store Hænder med stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og tilbage ved hans Sider. I den ene holdt han en lille Haandkuffert, og for Resten havde han intet Overtøj men var klædt i en grov blaa Jakke, der var knappet helt op i Halsen.

Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges Nærværelse gik han lige hen til Anna, glædestraalende og svingende med Haandkufferten.

"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken Herding! Nej, det var da morsomt, det var da forfærdelig morsomt!"

Anna var lige bleven forsonet med Hunden. Hun havde taget en Lommekam frem, og bøjet ned over den var hun i Færd med at frisere dens Øren. Men ved Lyden af denne Stemme saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder skød der en varm Strøm af Blod.

"Bøg!.. Nej dog! hvordan kommer De her?"… Hun rejste sig op og rakte ham sin Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.

"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar blev jeg færdig med Militærtjenesten – nu har jeg rejst hele Natten… Og saa skal jeg netop komme her ind og spise Frokost… Og det første Menneske, jeg træffer paa – det skal være Dem!"

"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. For De var da kommen op til os – ikke sandt – det var De da?"

"Naturligvis var jeg det… skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse – men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København – ja, og saa Deres Mo'er da… Hun har det vel godt kan jeg tænke… ?"

De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene. Hunden, der mærkede, at den nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte at indsmigre sig hos Bøg ved logrende at gnide sig op ad hans Ben. Ingen syntes at tænke paa Flyge.

Han maatte selv bede om at blive forestillet for den unge Mand.

"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget god Barndomsven af mig. Og det er Hr… .Hr… ." Hun stirrede paa ham. I sin glade Forfjamskelse kunde hun paa en Gang ikke finde hans Navn frem af sin Hukommelse.

"Flyge," sagde han med et lille Smil.

"Ja, Hr. Flyge – om Forladelse… Men saa sæt Dem dog ned, Bøg."

Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende paa ham.

"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"

"Værsaaartig."

Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog Plads. Anna blev ved at se dybt paa ham.

"Nu bliver De her da nogen Tid – her i Byen," sagde hun.

"Ja – jeg har jo faaet en Plads herinde. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde den imorgen."

"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"

"Aa – jeg begynder med halvfjerds om Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at det er noget helt nyt. 'Avanti' – kender De det?"

"Nej."

"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte en ny Opfindelse – en kemisk Sammensætning – til Fremstilling af Næringsmidler."

"Er det saadan, at man kan gaa med et helt Rugbrød i en Pebermynteæske? For det har jeg læst om i 'Familie-Journalen'."

"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg kender for Resten slet ikke noget til det, jeg bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give mit Ord paa, at jeg ikke vil røbe Hemmeligheden."

"Saa skal De naturligvis være den, der staar for det hele?"

"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok nogle Aar, inden jeg naaer saa vidt. Men det er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har taget min Eksamen."

"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge sig i Samtalen.

"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget kan jeg da allerede."

"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, "jeg synes, De var kommen til Jernbanen."

Han trak paa Skulderen.

"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det passede ikke for mig. Sidde der inde paa Kontoret – og saa se Togene suse forbi og forbi – ud i Verden. Nej det kunde jeg ikke. Saa gik jeg en skønne Dag til gamle Møller… "

"Overlæreren? Hvordan har han det?"

"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han maatte læse med mig – Fysik og Kemi – og hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, men det gik kun langsomt, for jeg havde jo ikke saa megen Fritid… "

"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem noget videre?"

"Jo – o – han har skam været dygtig en Gang… Men nu er jeg jo glad, at jeg er kommen saa vidt. Det skal nok gaa – det tror jeg da saa sikkert."

Flyge havde siddet tavs og vippet frem og tilbage paa Stolen. Uden at han ret vilde tilstaa det for sig selv, virkede Bøg en Kende ubehageligt paa ham. Al denne uplejede Frejdighed skurrede mod hans Nerver.

Han fik Lyst til at drille ham en Smule.

"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker paa Deres nye Stilling?" sagde han.

"Nervøs – nej! Hvad skulde der være at være nervøs for? Selv ved jeg jo i Grunden slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men de, som har antaget mig, de maa jo tro paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg det vel ogsaa nok."

"Jo – men Ansvaret ved det hele – det var det, jeg tænkte paa… Her er altsaa Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler – ikke sandt? Lad os antage, at det gaar ud paa at erstatte f. Eks. Kødet som Næringsmiddel… "

"Jamen det gør det vist ikke."

"Maaske ikke – men De ved det dog ikke – det kunde i al Fald udvikle sig derhen. Vi sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken Revolution De der vilde være med til? Tusinder af Mennesker brødløse – jagede ud i Fortvivlelse… Men Deres Fabrik stor og kvabset af Ubarmhjertighed – skovlende Guldet ind… "

"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, saa Alle kunde nyde godt af den."

"De skal jo give Deres Ord."

"Man kan ikke binde sig til noget, som er skændigt. En Opfindelse bliver jo da gjort for at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke det, saa vil den aldrig kunne gaa – nej, den vil aldrig kunne gaa!"

"Maaske. Men selv om den gør godt, saa forlanger den ogsaa Ofre. Menneske-Ofre. De faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa Dem. De kan sidde paa Deres Fabrik og føle Virksomheden vokse under Dem. Og i Aviserne vil De kunne læse mange smukke Ting om, hvor stor en Velgerning De er med til at berede Menneskeheden. Men Elendigheden er der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. Bliver Verden overhovedet lykkeligere af Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en Opfindelse, der vendte op og ned paa alle Begreber i Verden, saa det bestaaende gik ganske i Stykker… "

"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende i Stedet. Og maaske noget bedre. I al Fald kan vel det ene være ligesaa godt som det andet."

"De er en farlig Person, lader det til, Hr. Bøg."

"Jeg – haha – nej, det mener De nok ikke… Men nu kommer jeg skam til at gaa. For jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, Frøken Anna… "

"Ja – se, Frøken Anna var jo egentlig min Dame… "

"Jo – ja undskyld – men jeg kan jo slet ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu gik med mig – saa blev det jo saa meget lettere. Vil De ikke nok det, Frøken Anna?"

"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel… "

"Jeg skal paa Biblioteket – ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn til."

Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne. Hun var dog Kvinde – vilde sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa en Anelse af Skinsyge…