Johannes Fibiger - Mit Liv og Levned

Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Død (13. Nov. 1897) tilfaldt der mig den Opgave, at besørge Udgivelsen af det Memoireværk, som han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende ønskede at se det offentliggjort – Prof. Høffding udtalte sig derom i den Nekrolog, som han skrev til »Politiken« – og det var ogsaa Fibigers eget Ønske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: »Aa, det gjør saamænd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.«

»Altsammen« vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tæt skrevne Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang – uden at kjende Værket – mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev derved siden, efter Samraad med min Forlægger, nærmere bestemt som den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort mig fortrolig med Indholdet, forøgedes Vanskeligheden, men ogsaa Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages saaledes, at Fortællingens Traad eller rettere Traade ingen Steder brast. Memoireværket var i sine fem Bind en Bog – om end en ofte nok uformelig udførlig Bog – og en Bog maatte det vedblive at være; ja mer endnu – den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne Forkortelsesforsøg udelukkede, der indskrænkede sig til et enkelt Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer først og fremmest an paa at faa alt om Forfatteren selv med; naar først det er bjerget, saa kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det øvrige Stof. Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemføres.

Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at løse denne ved første Blik næsten umulige Opgave, det var den Omstændighed, at der var enkelte store sammenhængende Partier, som næsten udskilte sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise til Italien var skildret med en Udførlighed, der ikke stod i noget Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte, ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have været ønskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjørelse; nu var der imidlertid ikke andet at gjøre, end resolut at stryge dem helt og ved en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da nu ogsaa et Par mindre Kapitler og større sammenhængende Partier af andre Kapitler næsten udskilte sig ved første Blik, saa reduceredes Manuscriptet, allerede før det egentlige Arbeide begyndte, med henimod sexhundrede Sider.

Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for Værket at gjøre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem Bind. Det vil ved de fleste Memoirer være Tilfældet, at Ungdomstiden er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden tager Form, det er den, der ligger længst tilbage og derved faar Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse Forfatterens Hjerte har været varmest, og som derfor er lykkedes bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer endnu, at de Diskretions-Strygninger, som unægtelig maatte foretages, ogsaa blev talrigere, efter som man nærmede sig Slutningen. Herved blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den første og værdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde været litterært anbefalelige.

Et Par Steder – jeg troer kun tre eller fire ialt – har jeg forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke saa godt lod sig gjøre for Sammenhængens Skyld. Med Undtagelse deraf har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet, selv hvor man kunde føle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders tydelige Haandskrift lod mig aldrig være i Tvivl om, hvad der stod, og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og gjennemsaae det Skrevne, udelukkede næsten overalt den Antagelse, at der kunde være Skjødesløsheder af almindelig Art, som en Udgiver f. Ex. i et lignende Tilfælde vilde være berettigt til at antage i et Manuscript af mig. Jeg tør sige at Manuscriptet fra først til sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Unøiagtigheder, forulykkede Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende Haand.

Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver, og anser alle videre Bemærkninger for overflødige, da Værket vil tale for sig selv.

At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven, hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side, og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde og blide Minespil om den fintformede Mund.